Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2025
Juryens motivering
Et ungt menneske, der gradvist forsvinder ned i en underverden, og en mor, som forsøger at give sorgen en form. Værket skildrer en mors frygt for at miste sin teenagesøn, der vokser op og går sine egne veje – og som muligvis er ved at komme på afveje. Digtene kredser om spørgsmål som: Hvornår er sønnen sin egen og ikke længere hendes? Hvornår er hun sin egen og ikke blot mor? Hvornår er man hel – og kan man nogensinde blive det?
Værket har et stærkt visuelt udtryk og arbejder med flere lag af betydning og materialitet. Siderne er udsmykket med collager, skabt af forfatteren selv, der er sammensat af tekster og billeder fra andre værker. Denne brug af fragmenter og visuelle elementer understreger det splittede og det søgende i morens erfaringer – hendes forsøg på at finde sprog for det usigelige. Derved sætter Svørt Orkidé ("Sort Orkidé", ikke oversat til dansk) ord på samspillet mellem identitet og praksis: Hvem er moren, når barnet distancerer sig? Og hvem er forfatteren, når sproget forstummer?
Værket skriver sig ind i en aktuel bølge af moderskabslitteratur, som det både diskuterer og refererer til. Denne litteratur danner udgangspunkt for værkets søgen efter form og mening i sorgen. Samtidig berører digtsamlingen højaktuelle tematikker om forældreskab i dagens samfund – om systemer, der svigter, og en ungdom som i stigende grad mistrives i livet.
Vónbjørt Vang (født 1974) er en markant stemme på den færøske litteraturscene. Hendes første digtsamling Millumlendingar udkom i 2011, og digtsamlingen Djúpini i 2017. Hendes forfatterskab undersøger dybe menneskelige relationer, og hvordan disse forankres i tid og sted. Sammen med Svørt Orkidé udkom Úr loggbókunum i 2023, der på personlig, reflekterende og poetisk vis sætter ord på forfatterens skriveproces.