Alma – Island

Alma, 2021, Filmprize
Photographer
DUOProductions
Filmen "Alma" fra Island er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2021.

Efter at have set sin far blive brutalt myrdet er den treårige Alma og hendes mor flygtet fra deres krigshærgede hjemland og har slået sig ned i Island. Nu, 25 år senere, er Alma dømt til forvaring på en lukket psykiatrisk afdeling for at have myrdet sin kæreste, en forbrydelse, hun ikke har nogen erindring om. Men da hun opdager, at kæresten stadig lever, beslutter Alma sig for at flygte og slå ham ihjel alligevel.

Motivering

Som alle de øvrige kvindelige indsatte på en retspsykiatrisk institution er Alma dømt for at have myrdet sin mandlige partner. For disse kvinder repræsenterer den islandske økonomis sammenbrud i 2008 det potentielle sammenbrud i den patriarkalske samfundsorden, som gennem generationer har udsat kvinder for overgreb, voldtægt og mishandling, og hvis velstand de ikke har haft del i. Denne metafor trækker skarpt stregerne op til en fortælling i flere lag.  

Hvad der starter ud som en noir-agtig fabel, udvikler sig til en smuk kærlighedshistorie med omdrejningspunkt i et overgrebsoffers vej gennem traumer og sorg til i sidste ende at genopdage sine rødder og sin egen stemme i livet.  

Med bidende humor og et slående billedsprog kombinerer Alma behændigt en intens poetisk vision med en socialkritisk feminisme.

Manuskriptforfatter/instruktør – Kristín Jóhannesdóttir

Kristín Jóhannesdóttir (f. 1948) er en erfaren film- og teaterinstruktør.  
Hun har en kandidatgrad i litteratur og filmvidenskab fra Paul-Valéry-universitetet i Frankrig og er uddannet i filminstruktion fra Conservatoire Libre du Cinéma Français i Frankrig. Hun instruerede sin første spillefilm, Á hjara veraldar (Rainbow’s End), i 1982. Hendes anden spillefilm, Svo á jörðu sem á himni (As in Heaven), blev officielt udvalgt uden for konkurrence ved Cannes Film Festival i 1992 og vandt siden 12 internationale priser. Hun har desuden instrueret musikvideoer, kortfilm, tv-film og radioteaterstykker og har sat flere værker op på teatret i Reykjavik og Islands nationalteater.  

Hun har flere gange været medlem af det islandske kunstakademis udvælgelseskomité. Fra 2015 til 2018 var hun af det islandske kulturministerium udnævnt til medlem af det islandske filmråd.

Producer – Guðrún Edda Þórhannesdóttir

Islandskfødte Guðrún Edda Þórhannesdóttir etablerede sit produktionsselskab Duo Productions i 2006. Samtidig driver hun Spellbound Productions, som i 2009 blev stiftet sammen med den Oscarnominerede forfatter/instruktør/producer Friðrik Þór Friðriksson.

Hun dimitterede fra Cambridge University, England, med en BA og MA i litteratur og historie. Senere studerede hun filmteori ved British Film Institute/University of London. I løbet af de seneste 13 år har hun produceret en række kortfilm, langfilm og tv-serier, der har høstet bred international anerkendelse. Disse omfatter bl.a. Sveitabrúðkaup (Country Wedding) (2008), den første spillefilm instrueret af den navnkundige redaktør Valdís Óskarsdóttir, Eternal Sunshine of the Spotness Mind (Evigt solskin i et pletfrit sind), Friðrik Þór Friðrikssons film Mamma Gógó og tv-serien Tími nornarinnar (Season of the Witch). Hun var co-producer på blandt andre vinderen af Nordisk Råds filmpris i 2014, Hross í oss (Om heste og mænd) af Benedikt Erlingsson, Maximilian Hults Hemma og Vesalings Elskendur (Pity the Lovers), Vera Sölvadóttirs serie Líf eftir dauðann (Life After Death) samt Elfar Aðalsteins’ End of Sentence. Alma, der er skabt af den erfarne instruktør Kristín Jóhannesdóttir, havde premiere i Island den 7. maj 2021.  

Guðrún Edda Þórhannesdóttir har endvidere bestredet forskellige poster i filmbranchen, blandt andet som direktør for Reykjavik Film Festival og Nordisk Panorama, chef for internationale relationer hos Islands Filmcenter og dramaindkøber for RÚV.  

Producer – Friðrik Þór Friðriksson

Friðrik Þór Friðriksson (f. 1954) er en af Islands mest prominente filmskabere/producere Han driver produktionsselskabet Spellbound sammen med Guðrún Edda Þórhannesdóttir.  

Friðriksson har siden 1980’erne været en af de drivende kræfter bag udviklingen af den islandske filmindustri og spiller som producer fortsat en central rolle i at fremelske nye talenter. Han opnåede international anerkendelse som instruktør og producer med sin anden spillefilm Children of Nature (Naturens børn) (1991), der blev nomineret til en Oscar for Bedste fremmedsprogede film. Af andre roste spillefilm, som han har instrueret, kan nævnes Á köldum klaka (Cold Fever), Bíódagar (Movie Days), Englar alheimsins (Universets Engle), Djöflaeyjan (Djævelens ø) og Mamma Gógó.  
Som producer er Friðriksson fortsat særdeles produktiv. De instruktører, han har arbejdet sammen med, tæller blandt andre Ragnar Bragason (Fíaskó, 2000), Hal Hartley (No Such Thing, 2001), Hilmar Oddsson (Kaldaljós/Cold Light, 2004), Benedikt Erlingsson (Hross í oss, vinder af Nordisk Råds filmpris 2014), og Ari Alexander Ergis Magnússon (Mihkel, 2018). Hans seneste produktion for Spellbound, Alma, blev udgivet i Island i maj 2021.  

Producer – Egil Ødegård

Den norske producer Egil Ødegård (f. 1961) er leder af det Oslo-baserede internationale produktions- og indholdsselskab Evil Doghouse Productions, moderselskabet til det etablerede kunstfilmdistributionsselskab, Europa Film.  

Ødegård har studeret historie, medier og kulturforvaltning på universitet. Han producerede sin første spillefilm i 1989-90 og har siden været producer eller co-producer på flere end 40 spillefilm, herunder de fleste af Friðrik Þór Friðrikssons film samt nogle få spillefilm af Baltasar Kormákur, herunder Djúpið (Dybet), der blev nomineret til Nordisk Råds filmpris i 2013. Alma er hans seneste produktion. Han er medlem af European Film Academy.  

Fakta om filmen

Originaltitel: Alma

Engelsk titel: Alma

Instruktør: Kristín Jóhannesdóttir

Manuskriptforfatter: Kristín Jóhannesdóttir

I hovedrollerne: Snæfríður Ingvarsdóttir, Emmanuelle Riva, Kristbjörg Kjeld, Hilmir Snær Guðnason

Producere: Guðrún Edda Þórhannesdóttir, Friðrik Þór Friðriksson, Egil Ødegård

Produktionsselskab: Duo Productions

Spilletid: 96 minutter

Islandsk distribution: Sena