234. Christian Juhl (Indlæg)

Information

Speech type
Indlæg
Speech number
234
Speaker role
Nordisk grön vänsters talesperson
Date

Tak for det, og tak til embedsfolkene og de kollegaer, der har været med til at arbejde i den arbejdsgruppe. Jeg synes, det vigtigste ved den rapport er, at vi kigger på det civile beredskab, for det er en mangfoldighed af risici, vi lever med. Et af de konkrete eksempler var jo, da der var en skovbrand i Sverige. Her kunne vi ikke give nogen systematisk hjælp til hinanden, men det var brandfolk fra forskellige nordiske lande, selv fra de nordatlantiske lande, der tilbød at komme og hjælpe med indsatsen, fordi det svenske beredskab ikke var stærkt nok til at klare så stor en brand.

Her vil det være godt, hvis vi kan få ministeren til at sige: Nu sætter vi vores beredskab i system, når naturen ikke gør helt, hvad vi forventer, når klimaet ændrer sig, så vi får nye risici for den måde, vi har indrettet samfundene på, eller når der kommer oversvømmelser eller hårde storme, som der jo også gør. 

Det er klart, at vi også har snakket om de andre kritiske situationer, f.eks. når der er samfundsmæssige kriser og optræk til måske endda krigslignende situationer. Men det var jo det brede penselstrøg, vi havde i den her rapport. Det vil sige, at vi har fokuseret på de civile muligheder, på samarbejdet, på den fælles træning, den fælles uddannelse og de fælles beredskaber.

Jeg synes, at vi er kommet et stykke ad vejen, men jeg vil have, at vi arbejder videre med det, for jeg synes, at vi skal kigge meget mere på det forebyggende. For en ting er, at vi slukker en skovbrand, men det vil være meget bedre at forebygge, at der overhovedet kommer en skovbrand. En ting er, at vi redder mennesker fra en oversvømmelse, men det vil være meget bedre, hvis vi forebygger, at der kommer en oversvømmelse. Og en ting er de sygdomme, der kan opstår såsom pandemier, men det er meget bedre at forebygge, at de opstår, og det er meget billigere. Vi er nødt til at arbejde videre med forebyggelsen, også hvad angår forebyggelse af kriser, konflikter og krige - ikke kun i vores eget land, men også i andre lande, hvor de kan opstå. Og vores beredskab skal på forebyggelsesområdet udvikles meget, meget mere.

Nu har vi taget et lille, men meget godt skridt. Jeg vil gerne opfordre til, at vi tager nogle ordentlige forebyggelsesskridt i næste runde og måske laver en arbejdsgruppe, som får et år eller to til arbejdet. Tak.