373. Johan Dahl (Indlæg)
Tak for det. Vi er jo også enige med de andre talere i, at vi lever i en farlig verden og en farlig tid, og det er vigtigt, at vi også tager højde for den infrastruktur, som er afgørende for os alle sammen, både det militære og det civile beredskab.
Når Sverige og Finland nu indtræder i NATO, åbner det også for nye muligheder for nordisk samarbejde om en kollektiv sikkerhed, og Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden ønsker derfor også, at ministerierne laver en redegørelse for, hvorvidt Sverige og Finlands indtræden i NATO vil styrke samarbejdet om og udviklingen af en fælles nordisk civil infrastruktur til mulige krisesituationer. Yderligere vil vi også have en redegørelse for, hvordan samarbejdet vil blive styrket og gjort mere systematisk, både på myndighedsniveau og politisk niveau.
Jeg må tilføje, at når vi nu snakker om den her kritiske infrastruktur, er det meget væsentlig, at man ikke kun taler om de landfaste områder, men at vi også gør det om de områder, der ikke er landfaste, som Færøerne, Grønland og Island. Hvordan kan vi sikre, at de også i krisetider har den nødvendige infrastruktur? Det er meget væsentligt. Tak.