41. Anders Kronborg (Indlæg)
Information
Tak for det. Den nordiske samfundsmodel og det nordiske samarbejde giver os unikke muligheder for at gå forrest i omstillingen til en bæredygtig økonomi og en holdbar omstilling. Sammenlignet med andre regioner giver den nordiske model en klar infrastrukturel fordel. Vi bruger f.eks. infrastrukturen til at skabe et velfungerende energinet på tværs af grænserne. Det giver muligheder for at supplere hinandens grønne energikilder, og det giver mulighed for økonomisk vækst.
For i Norden forstår vi, at staterne og markedet er gode partnere. I Danmark investerede staten f.eks. i at understøtte udviklingen med vindmøller sammen med virksomhederne. Det har skabt en milliardforretning, og det har gjort, at vindmøller er rentable i dag. De nordiske staters forskning er virkelig noget, vi skal sætte fokus på.
Men noget af det, som virkelig er et problem, eller som vi ser som en stor udfordring, og det skal jeg sige her til sidst, er, at jo mere kraft, der kommer i den grønne omstilling, jo større udfordring har vi også i forhold til nogle landsdele i vores nordiske lande på grund af højspændingsmaster, solceller, vindmøller og vandkraft. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge vores nordiske statsministre: Hvordan sikrer vi en grøn omstilling, hvor der er et fokus på, at både land og by skal komme igennem den her omstilling som ligeværdige partnere?