Karen Ellemann (Hovedindlæg)

Information

Speech type
Hovedindlæg
Speech number
93
Date

Mange tak, fru præsident. Jeg er fuldstændig klar over, at tidsgrænsen for, hvornår spørgetimen skal i gang, er tæt på at være overskredet, så jeg skal gøre det meget, meget konkret, meget specifikt. Nu har vi debatteret grænsehindringer igen i år i en god time eller længere og har konstateret, at vi er kommet et lille skridt nærmere en løsning, og samtidig har vi også konstateret, at der formentlig hele tiden kommer nye grænsehindringer til.

Det her forslag er fuldstændig konkret, specifikt og er hele kernen i vores grænseløse Norden. Det handler om vores mulighed for endnu større mobilitet. Det er et forslag om, at vi får lavet en fællesnordisk aftale om, at vi gensidigt anerkender hinandens erhvervsuddannelser. Når man går ind på hjemmesiden www.norden.org, kan man læse om mulighederne, og man kan også konstatere, at mulighederne for gensidig autorisation eksempelvis for tømreren, for mureren, for mekanikeren altså er blevet udvidet. Så det er et lille skridt i den rigtige retning, men det her forslag er klart en politisk markering af, vi kan komme videre i forhold til den gensidige anerkendelse af erhvervsuddannelserne og i det hele taget få diskussionen i gang omkring kompetenceniveauerne på erhvervsuddannelserne. Tak.