Steingrímur J. Sigfússon (Indlæg)

Information

Hr. præsident. Ligesom formanden for erhvervsudvalget fremhæver jeg de synspunkter, som udvalget kommer med i sin betænkning. Jeg vil også sige på vegne af vor partigruppe, at vi helt og holdent støtter det fokus på små og mellemstore virksomheder, som det bliver fremhævet i udvalgets betænkning. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi fokuserer på de store muligheder, der findes i mangfoldigheden, og vækst i den kreative og innovative branche, som normalt begynder i små og mellemstore virksomheder. Det er også en stor del af at sikre bæredygtig udvikling i vort arbejdsliv, at vi skaber det bedst mulige miljø for oprettelsen af nye, innovative virksomheder. Det er jo der, vækst og nye arbejdspladser skabes.

Hvad gælder velfærdsløsninger, som er et af de fire fyrtårnsprojekter, eller hvad det nu hedder, er det klart, at vi også har behov for innovation og forskning i velfærdssektoren, og der skal være kreative løsninger, men man må bare passe på, at det ikke misforstås, som at privatisering er en del af nyskabelse og innovation i velfærdssektoren, for der er ikke noget nyt, der er ikke noget innovativt ved privatisering af velfærd, og vi er meget stærke modstandere af, at der tages gevinst ud af sektoren. Den skal være holdbar og ikke et sted, hvor private tjener penge.