Krav om pas når du rejser til Norge

Har du planer om at rejse til Norge? Om du skal medbringe pas, ID-kort eller visum, afhænger af, hvilket land du rejser fra, og hvilket land du er statsborger i. Her finder du en oversigt over de dokumenter, som du skal medbringe.

Skal du medbringe pas når du rejser til Norge?

I det følgende kan du læse om de gældende regler i forskellige situationer.

Nordiske statsborgere

Nordiske statsborgere kan rejse til Norge fra andre nordiske lande uden at medbringe pas. Vi anbefaler dog, at du medbringer pas eller et gyldigt, nationalt ID-kort. De nordiske lande kan have midlertidig grænsekontrol, og dit statsborgerskab kan kun dokumenteres med pas eller nationalt ID-kort.

Krav om pas for børn under 18 år

Børn, som rejser med forældre eller værger fra andre nordiske lande, har ikke brug for pas. Undersøg alligevel, om fly- eller transportselskabet kræver gyldigt ID for alle rejsende. Der kan også være midlertidig grænsekontrol, og i så fald skal barnet kunne dokumentere sit nordiske statsborgerskab (kun pas eller nationalt ID-kort).

Hvis barnet rejser alene eller med andre voksne, kan grænsekontrollen kræve en skriftlig samtykkeerklæring fra forældremyndighedshaver. Barnet bør medbringe:

  • pas eller nationalt ID-kort
  • samtykkebrev. 

Rejser fra lande uden for Norden

Alle, som rejser ind i Norge fra et land uden for Norden, skal medbringe gyldigt pas eller et andet godkendt ID-rejsedokument. Dette gælder også for nordiske statsborgere.

Statsborgere fra EU-, EØS- og Schengenlande

Du skal medbringe pas eller et nationalt ID-kort, som dokumenterer dit statsborgerskab. Du kan rejse til Norge uden visum, hvis opholdet varer højst 90 dage.

Statsborgere fra lande uden for Norden, EU, EØS og Schengen

Du skal medbringe gyldigt pas for at kunne rejse ind i Norge. Passet skal normalt være gyldigt i mindst tre måneder efter planlagt udrejsedato fra Schengen. De fleste skal også have et visum. Du kan søge om visum hos Utlendingsdirektoratet (UDI).

Pas når du rejser til Svalbard

Svalbard er en del af Norge, men står uden for Schengenområdet. Alle, som rejser til Svalbard, skal medbringe et gyldigt rejsedokument. Dette gælder også for personale og passagerer på privatfly og søfartøjer, uanset størrelse og type.

Pas er et gyldigt rejsedokument ved indrejse til Svalbard. Et norsk nationalt ID-kort samt dokumenter, som fremgår af bilag 4 i "utlendingsforskriften" godtages også.

Ved rejser til Svalbard bør du huske følgende: 

  • Alle skal fremvise gyldigt pas/ID ved rejser til og fra Svalbard – også norske og nordiske statsborgere.
  • Der er ingen visumpligt for ophold på Svalbard.
  • Hvis du rejser via Fastlands-Norge og har brug for visum til Schengen, skal dit visum give ret til to indrejser, hvis du skal tilbage til fastlandet efter besøget.
  • Ophold på Svalbard giver ikke ret til ophold i Norge eller andre Schengenlande.
  • Fly mellem Fastlands-Norge og Svalbard betragtes som internationale. Der er paskontrol i lufthavnene.
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.