Virksomhedsdrift på Åland
Åland har egne beføjelser, når det gælder drift af erhvervsvirksomhed, og du skal have "näringsrätt" fra Ålands landskapsregering for at kunne drive virksomhed. I øvrigt er gælder mange af de finske regler for etablering af virksomhed. Du kan læse mere på siden Virksomhed i Finland.
Starte virksomhed på Åland
Før du etablerer en virksomhed, skal du blandt andet undersøge, hvilke tilladelser og registre, der er aktuelle for din virksomhedsform. Udover en etableringsanmeldelse til Patent- och registerstyrelsen (PRS) og Skatteförvaltningen skal du du have en tilladelse til at drive virksomhed på Åland ("näringsrätt") af Ålands landskapsregering.
Afhængigt af lovgivningsbeføjelser og hvilken type af virksomhed du ønsker at etablere, er det Ålands landskapsregering, Statens Ämbetsverk på Åland eller en anden myndighed, som bevilger tilladelsen.
Du kan læse mere om, hvordan du etablerer en virksomhed på Åland i guiden Starta-eget. Guiden giver dig mere detaljeret information om, hvordan du skal planlægge og komme i gang med virksomheden, valg af selskabsform, tilladelser og registreringer med mere. Ålands Näringsliv, som står for driften af guiden, er en hovedorganisation for det ålandske erhvervsliv. De tilbyder gratis hjælp med alle spørgsmål, som er relateret til virksomhedsdrift på Åland. På landskapsregeringens netsted om erhvervsliv og virksomhedsdrift finder du samlet information om virksomhedsdrift på Åland.
Ålandsk virksomhed i Norden
Etablering af virksomhed som jobsøgende
Hvis du er jobsøgende hos Ålands arbetsmarknads- och studieservicemyndighet (AMS) og planlægger at etablere en virksomhed, kan du få beskæftigelsesstøtte eller ledighedsydelser, når du starter din virksomhed.
Hvis du er tilmeldt som ledig jobsøgende hos AMS, har du mulighed for at få beskæftigelsesstøtte til etablering af virksomhed. Hvis du tilmeldt som ledig jobsøgende, får du ledighedsydelser, og du må beholde disse i de første fire måneder efter etablering af din virksomhed. Du kan læse mere på AMS' Starta eget-side.
Ret til at drive virksomhed på Åland
Alle selskaber, som skal drive virksomhed på Åland skal søge om ret til at drive virksomhed ("näringsrätt") hos Ålands landskapsregering før virksomheden etableres. Du søger om dette, når du har indsendt en etableringsansøgning, og din virksomhed har fået et FO-nummer.
Virksomhedsdrift på Åland er betinget af, at virksomhedssproget er svensk, og at virksomhedsejeren har ålandsk "hembygdsrätt" eller har været bosat på Åland i fem sammenhængende år. For at åbne selskaber og aktieselskaber kræves det som regel, at mindst én af medejerne eller bestyrelsesmedlemmerne skal have "hembygdsrätt" eller have været bosat på Åland i fem sammenhængende år.
Det er også muligt at søge om midlertidig ret til at drive virksomhed. Ålands landskapsregering kan i så fald afvige fra kravet om virksomhedens hjemsted og reglerne om sammensætning af bestyrelse og medejere. Du kan læse mere om "näringsrätt" på landskapsregeringens netsted Åländsk näringsrätt.
Ålandske virksomheder i udlandet
Ålandske virksomheder, som ønsker at etablere sig eller drive virksomhed i de nordiske lande, kan få hjælp af Ålands Näringsliv. De arbejder blandt andet med virksomheds- og skatterådgivning og fungerer som en hovedorganisation for det ålandske erhvervsliv. Du kan læse mere på siden om international handel på Ålands Näringslivs netsted.
På den europæiske portal, Your Europe, kan du læse mere om reglerne for at starte virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Yderligere information
På Info Nordens netsider kan du finde information om virksomhedsdrift i de andre nordiske lande, og hvem du skal kontakte, hvis du har spørgsmål.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.