”Dansk” diva tager jazzen med tilbage til USA

11.03.13 | Nyhed
Caroline Henderson
Fotograf
Teddy Wolff
Svensk-amerikanske Caroline Henderson er en del af Nordic Cool festivallen i Washington DC. Her giver hun jazzen en særlig nordisk tone, med et strejf af skandinavisk humor og underfundighed.

Caroline Henderson er halvt svensk, halvt amerikansk, delvist opvokset i Paris og nu bosat i København. En sand verdensborger – made in Europe - og alligevel meget nordisk i sit udtryk. - Med min baggrund er det jo egentlig oplagt, at jeg er med på den her festival. Jeg har arven fra både USA og Norden med i bagagen og prøver at give den mit eget udtryk, siger Henderson efter sin koncert på Kennedy Centret, USA's nationalscene, hvor den store nordiske kulturfestival Nordic Cool finder sted i febraur og marts. - Godt nok kommer jazzen fra USA, men vi har i den grad taget den til os i Norden og givet den vores egen blå tone, lidt melankoli og en hel masse opfindsomhed, fortsætter hun. Hendersons egen far kom selv til Europe i 50erne for at spille sin musik og leve et friere liv, end han kunne i USA på det tidspunkt. Ligesom mange andre jazzmusikere fandt han et fristed i Norden. Paradoksalt nok står Europa dog for de fleste amerikanere som noget gammeldags og meget traditionsbundet, mener Henderson. - Amerikanerne er fascineret af vores gamle kultur. Men faktisk er vi helt vildt innovative i Norden. Det kommer til udtryk i vores musik og i vores kultur generelt. Det bobler af kreativitet og det er utroligt at et så lille område som Norden, kan have så mange kunstnere af virkelig høj standard, som vi har, slår hun fast.

Nordisk bølge?

Musik er et område, hvor de nordiske lande står stærkt. Mad, design og arkitektur er andre, fremhæver Henderson. - Men jeg ved ikke, om man kan tale om en decideret nordisk bølge. Er det ikke snarere en lidt mere konstant strøm, som hele tiden har været der, spørger hun. På Nordic Cool deltager kunstnere fra alle de fem nordiske lande, samt Grønland, Færøerne og Åland. Og når man er på sådan en festival er der naturligvis den helt store forbrødring. Men i det daglige kan det godt knibe med samarbejdet, mener Henderson - Egentlig synes jeg ikke, vi musikere samarbejder særlig meget på tværs i Norden og faktisk er vi måske ikke så gode til at hjælpe hinanden, når det kommet til stykket, fortæller sangerinden, som heller ikke har planer om at flytte hjem til Sverige – selvom hun elsker sproget og naturen. Henderson er dog imponeret over det program Kennedy Centret har skruet sammen. - Nordic Cool har et spændende og utrolig bredt program. Vi kommer virkelig ud i krogene og jeg synes det er ret modigt, at der er så meget med, som ikke er mainstream, afslutter hun. Selv udkommer Henderson den 25. marts med pladen "Lonely House", hvor hun blandt andet fortolker noget så europæisk som Kurt Weill – Bertolt Brechts musikalske partner. Men alligevel har hun taget sig tid til at besøge sit andet hjemland USA for at deltage på Nordic Cool festivallen i Washington DC.

Nordic Cool 2013

Nordic Cool foregår fra den 19. februar til den 17 marts 2013 i Washington og består af teaterforestillinger, koncerter, filmvisninger, litteraturarrangementer, arkitektur, design og kunsthåndværk, samt en række seminarer og talks med nøglepersoner fra kunst- og kulturmiljøerne i Norden.  Nordic Cool 2013 er blevet til i et samarbejde mellem John F. Kennedy Center for the Performing Arts, Nordisk Ministerråd og de nordiske ambassader i Washington og de nationale kunst- og kulturudvekslingsorganer i de respektive nordiske lande samt Grønland, Åland og Færøerne. Udover det omfattende kunstneriske program afholdes sideevents med fokus på de nordiske landes politiske prioriteringer og kerneværdier, herunder grøn vækst, holdbar velfærd, ligestilling, samt klima og energi. Nordisk Ministerråd har støttet festivalen, ligesom der er ydet støtte fra de respektive nordiske lande.