Nordisk Råds rolle er at skabe nordisk nytte

24.01.18 | Nyhed
Michael Tetzschner og Margot Wallström
Photographer
Mary Gestrin
Nordisk Råd indledte årets arbejde med sit januarmøde i Stockholm i denne uge. Norge har præsidentskabet for rådet i år, og de prioriterede områder i det norske præsidentskabsprogram er bæredygtighed og tryghed. I forbindelse med mødet blev der også afholdt et seminar om cybersikkerhed og digitalisering.

Nordisk Råds præsident i 2018, Michael Tetzschner, fremhæver rådets rolle som forum for politisk debat om aktuelle spørgsmål, og rådets stræben efter at opnå fælles nordisk nytte for alle nordboere.

– På den baggrund føles det rigtigt, at vi indleder året med at diskutere digitalisering og cybersikkerhed, siger Tetzschner. Digitaliseringen gennemsyrer hele vores samfund i dag, og det er vigtigt, at vi har klare strategier for, hvordan vi skal håndtere de muligheder, som den giver os, understreger Tetzschner.

Ud over samfundssikkerhed fremhæver det norske præsidentskabsprogram også sundhedsteknologi og patientsikkerhed, uddannelse, inklusion og mobilitet samt forskellige spørgsmål i relation til havmiljøet. 

Ligesom tidligere er en af de grundlæggende målsætninger med samarbejdet inden for Nordisk Råd, at det skal være så let som muligt for nordboerne at flytte til et andet nordisk land for at arbejde eller studere.

Der er også internationale sager på rådets dagsorden med udgangspunkt i den internationale strategi, som blev godkendt sidste år. Strategien lægger især vægt på forhold vedrørende Østersøen, Arktis og EU.

FN's 14. verdensmål for bæredygtig udvikling, ”Livet i havet”, er i centrum under rådets temasession, som finder sted i Akureyri i Island i april. 

– Alle de nordiske lande er kyststater, og det er vores pligt at gå forrest, når det gælder en bæredygtig forvaltning af havet som en ressource, siger Michael Tetzschner.

Nordisk Råd består af 87 medlemmer fra de fem nordiske lande samt Grønland, Færøerne og Åland.