Sikkerhed og beredskab er hovedtema for Nordisk Råds temasession i Helsingfors

19.03.25 | Nyhed
Nordic Council Session 2022 in Helsinki. Plenary in Finnish Parliment
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Nordisk Råd i plenarsalen i Finlands Rigsdag under sessionen i Helsinki 2022 ved Nordisk Råds 70-årsjubilæum

Finlands præsident Alexander Stubb og Sveriges minister for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin deltager, når Nordisk Råd samles i Helsingfors den 31. marts – 1. april for at drøfte nordisk sikkerhed og beredskab i en ny tid.

Temaet for årets temasession er "Stærkere sammenhold – en ny tid for nordisk sikkerhed og beredskab", og debatten vil fokusere på, hvordan de nordiske lande kan styrke deres forsvar, civile beredskab og modstandsdygtighed over for trusler og desinformation.

Øget fokus på sikkerhed i Norden

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er blevet markant mere kompleks de seneste år. Ukraine kæmper i dag en kamp for hele Europa, og ifølge den danske efterretningstjeneste er der en stigende risiko for en storskala krig i Europa inden for få år. Nordiske lande oplever allerede hybride angreb i form af desinformationskampagner og angreb på kritisk infrastruktur, som for eksempel de nylige kabelbrud i Østersøen.

Dette gør det nødvendigt at styrke det nordiske samarbejde – både internt i Norden og i samarbejde med Baltikum, EU, NATO og andre strategiske partnere. Det mødes Nordisk Råds parlamentarikere for at drøfte med hinanden på årets temasession.

Præsident Stubb og minister Bohlin sætter rammen for debatten

Finlands præsident Alexander Stubb indleder som hovedtaler debatten. Stubb har længe argumenteret for et tættere nordisk sikkerhedssamarbejde og en styrket europæisk forsvarspolitik. Også Sveriges minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlin, deltager for at sætte fokus på, hvordan Norden kan stå stærkere sammen i en tid med øgede trusler.

Følg temasessionen live

Debatten på Nordisk Råds temasession vil blive streamet live her på norden.org, hvor interesserede kan følge med i de vigtige diskussioner om Nordens sikkerhed og beredskab.