Anna-Karen (Kuka) Thomassen Hoffmann - Grønland

Anna-Karen (Kuka) Thomassen Hoffmann er nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2026.

Anna-Karen “Kuka” Thomassen Hoffmann indstilles for sit enestående og engagerede indsats for børn og unge i Grønland. Kuka arbejder dedikeret med at formidle grønlandsk kultur, traditioner og naturforståelse til børn og unge gennem camps, workshops og praksisnære aktiviteter. Hun skaber læringsrum, hvor børn ikke blot tilegner sig viden, men også får konkrete erfaringer med, hvordan man lever i pagt med naturen.

Gennem aktiviteter som rensdyrjagt, fiskeri og indsamling af planter lærer hun børnene om bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer og respekt for økosystemer og biodiversitet. En central del af hendes arbejde er at videreføre traditionelle grønlandske færdigheder, som ellers risikerer at gå tabt i takt med urbanisering og ændrede livsformer. Hun lærer børnene at anvende hele dyret – fra kød til skind og knogler – samt at bruge naturens egne råvarer til blandt andet fødevarer, tøj og smykker. Dette styrker både deres selvforsørgelsesevner og deres forståelse for bæredygtighed og ressourcebevidsthed.

Kuka arbejder helhedsorienteret med klima- og miljøspørgsmål. Med afsæt i grønlandsk kultur formidler hun komplekse emner som klimaforandringer, forurening og ressourceforbrug på en måde, der er konkret, relevant og engagerende for børn og unge. Hendes tilgang kombinerer traditionel viden med moderne pædagogik og bidrager til at udvikle både kritisk tænkning og handlekompetencer hos deltagerne.

Særligt bemærkelsesværdigt er hendes indsats for børn og unge i udsatte positioner, herunder børn anbragt uden for hjemmet. Hun giver dem adgang til oplevelser og fællesskaber, som styrker deres identitet, tilhørsforhold og forståelse af egen kultur.

Kukas arbejde har stor betydning – ikke kun for det enkelte barn, men også for bevarelsen af Grønlands kulturarv og en bæredygtig fremtid. Hendes tilgang er både innovativ og skalerbar, idet den kombinerer traditionel viden med moderne formidling og kan udbredes til flere lokalsamfund som en model for både kulturel bevarelse og styrkelse af selvforsyning. Hun er en ægte ildsjæl, der formår at forbinde generationer gennem viden, praksis og respekt for naturen.