Clara Sola - Sverige
Den 40-årige Clara anses for at stå i særlig nær forbindelse til Gud. Som religiøs healer holder hun sammen på en familie og en landsby, der er præget af håbløshed, alt imens hun finder trøst i sit forhold til naturen. Efter i årevis at have været underlagt moderens kontrol vækkes Claras seksualitet til live, da hun bliver tiltrukket af sin nieces kæreste. Denne nye kraft fører Clara ind i ukendt land og lader hende overskride både fysiske og mystiske grænser. Gennem sin selvopdagelse finder hun styrken til gradvist at frigøre sig fra sin asketiske helgenrolle og i stedet begynde at hele sig selv som menneske.
Motivering
Med Clara Sola byder Nathalie Álvarez Mesén publikum indenfor i en verden, som på én gang er indlysende og selvfølgelig – og samtidig helt ny og egenartet, såvel magisk som i sin indre logik. At en spillefilmdebutant har evnerne og selvtilliden til at skabe et så unikt univers og samtidig med så sikker hånd mestre alle dele af håndværket – det er langt mere end imponerende. Sammen med hovedrolleindehaveren Wendy Chinchilla Araya og fotografen Sophie Winqvist har Nathalie Álvarez Mesén skabt en sanselig film om seksualitet og kampen for frihed, hvor man fornemmer lugtene, smagene, huden ved fingerspidserne og naturens kraft omkring sig.
Manuskriptforfatter Maria Camila Arias
Maria Camila Arias (f. 5. september 1985) er en colombiansk manuskriptforfatter bosiddende i Montreal, Canada. Hun startede med at studere kunst- og filmhistorie og specialiserede sig siden i manuskriptforfatning ved filmskolen i Vancouver. Hun skrev manuskriptet til Ciro Guerras prisvindende film Trækfugle og arbejdede derefter sammen med Matias Meyer på den mexicanske film Modern Loves. Hun skrev Clara Sola i samarbejde med forfatteren og instruktøren Nathalie Álvarez Mesén. Dette magiske virkelighedsdrama havde premiere på Directors' Fortnight i Cannes i 2021.
Manuskriptforfatter/instruktør Nathalie Álvarez Mesén
Nathalie Álvarez Mesén (f. 15. januar 1988) er en costaricansk/svensk manuskriptforfatter og instruktør. Efter at have fået erhvervserfaring ved teatret i Costa Rica studerede hun mime på Stockholms University of the Arts. Hun dimitterede siden fra Columbia University i New York med en mastergrad i filminstruktion og manuskriptforfatning. Efter at have været involveret i adskillige kortfilm, blandt andet som medforfatter på kortfilmen Between You and Milagros, der blev valgt som Bedste Kortfilm på Venice Orizzonti, debuterede hun som instruktør med Clara Sola i 2021. Efter verdenspremieren på Directors’ Fortnight har filmen vundet flere end 15 internationale priser. Nathalie Álvarez Mesén arbejder nu på sin anden film, The Wolf Will Tear Your Immaculate Hands.
Producer Nima Yousefi
Nima Yousefi (f. 24. august 1981) er producer og partner i produktionsselskabet HOBAB, som han kom med i efter at have afsluttet sine økonomi- og filosofistudier ved Stockholm University School of Business.Yousefi, der gerne søger at kombinere kunstfilmens følsomhed med populærfilmens brede appel, har været co-producer på en håndfuld flerdobbelt prisvindende film: den finske film Hölmö nuori sydän (Stupid Young Hart) af Selma Vilhunen fra 2018, den islandske film Hvítur, hvítur dagur (A White, White Day) af Hlynur Pálmason fra 2019 og filmen Berdreymi (Beautiful Beings) af Guðmundur Arnar Guðmundsson fra 2022. Han har endvidere produceret den finske spillefilmdebut Hatching af Hanna Bergholm, der blev udvalgt til Sundance i 2022, samt Nathalie Álvarez Meséns spillefilmdebut Clara Sola.
Clara Sola, der havde forpremiere ved Directors’ Fortnight i Cannes i 2021, vandt fem svenske Guldbagge-priser. Yousefi arbejder i øjeblikket på Álvarez Meséns anden film, The Wolf Will Tear Your Immaculate Hands, og på filmen Sisters af det nye svenske instruktørtalent Mika Gustafson.
Yousefi blev udnævnt til EFP's Producer on the Move i Cannes i 2021.
Produktionsoplysninger
Originaltitel: Clara Sola
Instruktør: Nathalie Ávarez Mesén
Manuskriptforfattere: Nathalie Álvarez Mesén, Maria Camila Arias
I hovedrollerne: Wendy Chinchilla Araya, Daniel Castañeda Rincón, Ana Julia Porras Espinoza
Producer: Nima Yousefi
Produktionsselskab: HOBAB
Spilletid: 106 minutter
Svensk distribution: Folkets Bio
International distribution: Luxbox