Georg Olsen

Georg Olsen
Photographer
Leiff Josefsen
Nomineret for værket ”Inri”

Georg Olsen er en velkendt maler og skuespiller fra Aasiaat i Nordgrønland, men han er også en fremragende komponist og tekstforfatter. Han er ikke bange for at flytte grænser, han er sulten efter forny sig selv som musiker, og han overrasker derfor sit publikum, hver gang han udgiver et nyt album.

Inri er Georg Olsens fjerde album, og musikken er heavy metal blandet med elektroniske lyde. Det blev indspillet i Kangersuatsiaq, en landsby med blot 173 indbyggere, som ligger langt over polarcirklen i det nordligste Grønland, hvor solen ikke viser sig i flere måneder om vinteren. Her blev Inri indspillet i en lille hytte sammen med fiskere og jægere, som spiller heavy metal.

Når man lytter til melodierne, afslører de et musikalsk univers, som understøtter de gribende tekster om kærlighed, ensomhed, skuffelse og vrede. Vrede over de postkoloniale problemer, grønlandske myter, historie, religion og kærlighed. Musikken tager dig også med på en vandring gennem det nordgrønlandske mørke.

Inri handler om vrede, kærlighed og historie. Titlen refererer til Jesus og hans sidste dage, og budskabet er: “Vil vi virkelig lade historien gentage sig og dræbe dem, der træder frem for at hjælpe os? Slå ikke vores frelser op på korset, straf ham ikke. Vi kommer til ham.” Det er et værk drevet af følelser, åndelighed og intuition.

Georg Olsen har løbet en stor risiko ved at komponere musik i en så nådesløs genre som heavy metal og krydse den med forskellige inspirationskilder, men resultatet er utroligt vellykket. Georg Olsen er en seriøs kunstner og producerer kompositioner af høj kvalitet.