Kupla - Finland
Eveliina på 16 er en udadvendt teenager, der har både nære venner og kærlige forældre. Men hendes verden styrter pludselig i grus, da hun finder ud af, at hendes mor har en affære med en anden kvinde. Hun forsøger med alle midler at bringe forholdet til ende og bringe forældrene sammen igen. Da hun bliver klar over, at hun selv er den lim, der holder dem sammen, lægger hun en plan med både dramatiske og humoristiske konsekvenser.
Motivering
Kupla er en exceptionelt selvsikker og intelligent humoristisk film om familiehemmeligheder og om at blive voksen. Vintertungsind bliver til varme, og børn bliver til vejledere for deres forældre. Manuskriptet, som er skrevet af Reeta Ruotsalainen og instruktør Aleksi Salmenperä, rummer to generationers perspektiver, og filmens skildring af en finsk landsby og dagligdagen i nutidens Finland er frisk, moderne og skarp.
Manuskriptforfatter - Reeta Ruotsalainen
Reeta Ruotsalainen (f.1984) dimitterede fra Aalto University i Helsinki i 2017. Hendes afgangsfilm Now That You're Mine blev ved filmfestivalen Terror in the Bay nomineret til prisen for Bedste originale manuskript. Hun var episodeinstruktør på sæson 2 af Elisa Viihdes krimiserie Arctic Circle (Ivalo) og medforfatter på Netflix-/Yle-serien Dance Brothers. Bubble (Kupla) er hendes spillefilmdebut. Reeta Ruotsalainen arbejder aktuelt på manuskriptet til en ny film med titlen Defiance.
Instruktør og manuskriptforfatter - Aleksi Salmenperä
Aleksi Salmenperä (f. 1973) er en af Finlands mest anerkendte forfattere/instruktører. Han har instrueret over 20 kortfilm, spillefilm og serier siden slutningen af 1990'erne, og mange af dem har haft premiere ved førende internationale filmfestivaler som San Sebastian (A Man’s Job / Ett mansjobb, 2007), Berlinalen (A Bad Family / Paha perhe, 2009), Hot Docs (Alaska Highway, 2013) og Göteborg (The Mine / Jättiläinen, 2016). Han vandt den finske Jussi-pris for Bedste instruktør med filmene Distractions (Häiriötekijä) (2015) og Void (Tyhjiö) (2018), som også blev kåret som Bedste film. Bubble (Kupla) blev nomineret til seks Jussi-priser i 2023 og vandt prisen for Bedste skuespillerdebut (Stella Leppikorpi).
Producer - Minna Haapkylä
Minna Haapkylä (f.1973) er en etableret teater-, film- og tv-skuespiller og producer og er for øjeblikket Head of Scripted Content hos Rabbit Films. Efter sin uddannelse på den finske scenekunsthøjskole Theatre Academy og Conservatoire National Supérieur d’Art Dramatique i Frankrig har hun medvirket i over 60 skuespil, film og tv-serier og har vundet adskillige Jussi-priser, herunder prisen for Bedste kvindelige skuespiller med Jörn Donners The Interrogation (Kuulustelu) (2009).
Som producer er hun kendt fra MTV/C More-serien Mobile 101, Elisa Viihdes Summer of Sorrow (Munkkivuori), der vandt fire finske tv-priser, herunder prisen for Bedste serie, filmen MC Helper BeKINGs, vinder af publikumsprisen ved Jussi-prisuddelingen i 2023, og Bubble (Kupla), for hvilken Stella Leppikorpi vandt prisen for Bedste skuespillerdebut ved Jussi-prisuddelingen. Blandt hendes kommende projekter er Tiina Lymis serie Queen of Fucking Everything.
Fakta om filmen
Originaltitel: Kupla
International titel: Bubble
Svensk titel: Bubblan
Instruktør: Aleksi Salmenperä
Manuskriptforfattere: Reeta Ruotsalainen, Aleksi Salmenperä
Producer: Minna Haapkylä
Produktionsselskab: Rabbit Films
Spilletid: 103 min
Finsk distribution: Aurora Studios
International distribution: The Yellow Affair