Liisa Akimof – Finland

Miljøpris finland 2024
Fotograf
Private
Hoplax stationsområde i Helsingfors er et eksempel på cirkulære løsninger, som mærkbart forbedrer det bebyggede miljø og gør det mere bæredygtigt og særdeles inspirerende.

Liisa Akimof er nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2024. 

Liisa Akimof har udviklet Hoplax (fi: Huopalahti) togstationsområde i Helsingfors i 10 år i overensstemmelse med principperne for renovering og økologisk byggeri. Hoplax-området er et knudepunkt for lufthavnstoget og anden togtrafik blot 6 km fra Helsingfors centrum, og dets kombination af økologisk renovering og nybyggeri med genbrugte materialer gør en forskel for titusindvis af rejsende hver dag. De gamle bygninger er blevet taget i brug igen til nye formål. For eksempel er vagtstuen blevet ombygget til en café, og der er blevet opført teaterforestillinger i gården. 

 

De 100 år gamle bygninger i stationsområdet er af træ og tegl, og de er blevet renoveret med traditionelle metoder og varmes op med geotermisk energi. Taget på stationens nye bygning består af genbrugt tegl. Døre og vinduer er ligeledes genbrugte, og indervæggene er spartlet med ler. Det nyeste projekt er en ny bygning i træ med fire boliger. Bygningen er designet til at have en livscyklus på 400 år. Efter så lang tid er de træer, der er blevet brugt til huset, genskabt i skoven adskillige gange og bæredygtighedskløften er elimineret. 

 

Akimofs nybyggeri er opført i overensstemmelse med den nye og innovative Aaltopuu-træmaterialeteknologi – et ulimet, massivt træelement bygget med gevindstænger. Aaltopuu er både økologisk, økonomisk, sundt, demonterbart og genanvendeligt, og idéen bygger på traditionelle nordiske byggemetoder. Metoden er desuden let at applicere og skalere i alle sammenhænge. 

 

Hoplax stationsområde i Helsingfors viser, at et almindeligt menneskes realiserede vision om cirkulære løsninger mærkbart kan forbedre det bebyggede miljø og gøre det mere bæredygtigt og særdeles inspirerende.