Outi Tarkiainen

Outi Tarkiainen
Photographer
Sigel Eschkol
Nomineret for værket ”Saivo”

Outi Tarkiainens saxofonkoncert Saivo (2017) er et intenst og funklende lydeventyr med et underfundigt afventende udtryk. Ordet ”saivo” stammer fra ældgammel samisk tro og betyder ”to-bundet sø”: Under søen ligger en anden sø og en anden verden beboet af overnaturlige væsner, som er en spejling af vores verden. Koncerten bygger fuldtonede klangbroer mellem sopransaxofonen og orkestret, og lidt efter lidt fremmanes en illusion af en anden virkelighed, som ligner den verden, vi kender, men på ejendommelig vis også adskiller sig fra den. Arbejdet blev bestilt af Tapiola Sinfonietta og er dedikeret til saxofonisten Jukka Perko, som gennem 30 år har været en af de vigtigste ambassadører for finsk jazzmusik.

Outi Tarkiainen (f. 1985) er en ung finsk komponist, som er på vej frem i verden. Hun har skrevet musik til og dirigeret jazzorkestre og fokuserer i dag på at skrive musik til symfoniorkestre, ensembler og kammerorkestre. Tarkiainen er født i Rovaniemi i den finske del af Lapland, hvorfra hun konstant henter inspiration. Hun har studeret komposition på Sibelius-Akademin i Helsinki, Guildhall School i London og på University of Miami. Hun har været residerende komponist på Festival de Musique Classique d’Uzerche i Frankrig og er kunstnerisk chef for Silence Festival i Lapland.