Sebastian Fagerlund

Sebastian Fagerlund
Photographer
Sirpa Räihä/Norden.org
Nomineret for værket “Mana”

Mana er Sebastian Fagerlunds koncert for fagot og orkester, som fra første tone indhyller lytteren i en magisk atmosfære. Værket er skrevet til fagotvirtuosen Bram van Sambeek, og titlen hentyder til primitive og overnaturlige kræfter. Koncerten forløber som et gådefuldt ritual, og Fagerlunds intense og kommunikative idiom kombineret med hans fremragende sans for drama og orkestrering fører lytteren ud på en shamanistisk opdagelsesrejse hinsides tid og rum.

Sebastian Fagerlund (f. 1972) har etableret sig som en af de mest fremtrædende europæiske komponister i sin generation. De vigtigste aspekter i Fagerlunds værker er hans interesse for storskalaformer og en dyb overbevisning om, at musik kan udtrykke fundamentale spørgsmål og eksistentielle oplevelser.  I øjeblikket arbejder han på en ny opera, Höstsonaten, som er baseret på Ingmar Bergmans film af samme navn og er bestilt af Finlands nationalopera. Fagerlund er desuden gæstekomponist på Concertgebouw i Amsterdam i sæsonen 2016-2017.