Sofia Nordin

Sofia Nordin
Photographer
Viktor Gårdsäter
Sofia Nordin: En sekund i taget. Rabén & Sjögren, 2013.

”Jeg flygter, løber ned ad trapperne selv om der ikke kan være nogen efter mig. Der er faktisk ingen. Alle er døde. Mor er død. Far er død. Min lillebror Ludvig er død. Og det er alle andre nok også.”

Sådan indledes Sofia Nordins ungdomsroman En sekund i taget (2013). Bogen handler om den 13-årige Hedvig. Hun er den eneste overlevende efter en epidemi som både har slået hendes familie og alle andre mennesker omkring hende ihjel. Der ligger døde mennesker overalt i gaderne. Er hun den eneste tilbage? Spørgsmålet plager hende, mens hun kæmper for at overleve. Hun pakker de vigtigste fornødenheder og begiver sig af sted til skolens undervisningsgård uden for byen.

Her begynder hun sit nye liv hvor hun langsomt opbygger en ny tilværelse. Hun passer høns og heste, sørger for at der er ild i pejsen og malker køerne. Samtidig prøver hun at finde ud af hvordan hun skal overleve den nært forestående vinter. Hun forsøger at skubbe sine tanker om omverdenen og fremtiden fra sig, men indimellem rammer de hende sammen med sorgen over hendes døde familie og skyldfølelsen over at have forladt dem. Hvordan håndterer man at vide at man måske er helt alene i verden, at man måske aldrig får venner eller en kæreste igen, at man aldrig mere kommer til at røre ved et andet menneske? Det er ikke let at leve et sekund ad gangen. Men så en dag dukker der fodspor op uden for huset ...

Sofia Nordins gribende, intense og skræmmende fortælling om livet efter katastrofen er enestående. Den kryber ind under huden på læseren, stiller spørgsmål om vores eksistens og konfronterer os med aspekter af livet vi helst ikke vil tænke på.

Sofia Nordin er født i 1974 og bor i Stockholm. Hun debuterede i 2003 med Overlevelsesturen og har efterfølgende skrevet adskillige børne-, ungdoms- og voksenbøger hvoraf næsten alle er udgivet af Rabén & Sjögren. I januar 2014 udkom Spring så fort du kan som er en fritstående fortsættelse af En sekund i taget. Typiske temaer i Sofia Nordins bøger er stærke følelser, normer, sociale hierarkier og ensomhed. Hendes ungdomsbøger Natthimmel og Det händer nu blev begge nomineret til Augustprisen i kategorien børne- og ungdomslitteratur i henholdsvis 2009 og 2010. Hun arbejder desuden som oversætter og har oversat Tania Kjeldsets ungdomsroman Juli fra norsk.