Tigrar – Sverige

Martin er et af de mest lovende fodboldtalenter, Sverige nogensinde har fostret. Han er 16, da hans livsdrøm bliver til virkelighed, og han bliver købt af en af Italiens mest prestigefyldte klubber. Men drømmen har en meget høj pris i form af ofre, dedikation, pres - og frem for alt ensomhed. Martin begynder at tvivle på, om det virkelig er det liv, han drømte om. Med et unikt perspektiv på den professionelle sportsverden fortæller Ronnie Sandahl den autentiske historie om det 16-årige fodboldvidunderbarn Martin Bengtsson. Filmen er et ‘coming of age’-drama om en ung mands brændende besættelse af en verden, hvor alt og alle er til salg.
Motivering
Ronnie Sandahl skildrer dygtigt sportens grimme sider i en verden, hvor et ungt talent reduceres til krop, konkurrencepsyke og præstation. Billede og lyd indfanger netop de detaljer, som udbreder fortællingen, formidler såvel det indre som det ydre kaos og skaber en autenticitet, som kun få kan formidle i skildringen af nerven på en fodboldbane og den elektriske stemning på et stadion. Erik Enge bærer filmen på sine skuldre og udfylder hvert eneste billede med sit følsomme skuespil og med præcise, næsten umærkelige skift i krop og ansigt. En sjældent vellykket kombination af personinstruktion og skuespilbegavelse.
Manuskriptforfatter/instruktør – Ronnie Sandahl
Ronnie Sandahl (f. 1984) er forfatter, manuskriptforfatter og instruktør med en baggrund inden for journalistik.
Siden Ronnie Sandahl fik sin spillefilmdebut Underdog (2015), der vandt priser ved filmfestivalerne i Zürich og Chicago, har han arbejdet på en filmtrilogi om sport og psykologi: ud over Tigrar skrev han desuden manuskriptet til Borg vs McEnroe (2017), der vandt publikumsprisen ved filmfestivalen i Rom, og det kommende gymnastikdrama Perfect, som er instrueret af Olivia Wilde. Tigrar vandt prisen for Bedste film ved Busan Film Festival 2020, Ungdomsjuryens pris ved Lübeck-Nordic Film Days og Dragon-prisen for Bedste nordiske film ved Göteborg Film Festival i 2021.
Producer – Piodor Gustafsson
Piodor Gustafsson (f. 1962) har over tredive års erfaring med film, tv og reklame Siden september 2020 har han været dramachef hos TV4 Media. Gustafsson har tidligere arbejdet som CEO for Black Spark Film & TV, programchef og indkøbsredaktør hos SVT og chef for spillefilmindkøb hos det svenske filminstitut. Han er desuden medstifter af animationsselskabet Happy Life, hvor han arbejdede som CEO og producer i næsten ti år.
Gustafsson har næsten 40 kortfilm, fuldlængdefilm og tv-dramaer på sit CV. Disse omfatter Björn Runges The Wife (fra 2017), der sikrede Glenn Close en Oscarnominering, Ali Abbasis Border, vinder af prisen Un Certain Regard ved Cannes 2018, tv-serien Sthlm Rekviem, Dirigenten og Everything I Don’t Remember. Han er co-producer på den islandske film Lamb med Noomi Rapace i hovedrollen, som blev udvalgt til Un Certain Regard ved Cannes Film Festival i 2021.
Fakta om filmen
Originaltitel: Tigrar
Engelsk titel: Tigers
Instruktør: Ronnie Sandahl
Manuskriptforfatter: Ronnie Sandahl
I hovedrollerne: Erik Enge, Alfred Enoch, Frida Gustavsson, Maurizio Lombardi, Liv Mjönes, Johannes Bah Kuhnke
Producer: Piodor Gustafsson
Produktionsselskab: Spark Film & TV
Spilletid: 116 minutter
Svensk distribution: TriArt
International distribution: Wild Bunch