Vanskabte Land / Volaða Land - Danmark

DA Vanskabte land
Photographer
Snowglobe / Join Motion Pictures
Filmen "Vanskabte Land / Volaða Land" fra Danmark er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2022.

Vanskabte land, der foregår i slutningen af det 19. århundrede, fortæller historien om en ung dansk præst, der rejser til en afsidesliggende del af Island for at bygge en kirke og fotografere den lokale befolkning. Men jo længere han rejser ind i det barske landskab, desto mere viger han fra sit mål, sin mission og sin moral.

Motivering

I en tid, hvor mange nationer må gå deres fortid efter i sømmene, er instruktøren Hlynur Pálmasons nye film en både storslået og intim, menneskelig refleksion over Danmarks missionsfortid i Island.

En dansk præst rejser gennem det barske islandske landskab med gode intentioner, men må hurtigt bukke under for sine egne fysiske og psykiske svagheder, og den danskuddannede islandske instruktør skildrer hans rejse med en unik blanding af Dreyer’sk ro, befriende skæv humor og et nuanceret blik for religionens bagside og det svære møde mellem to kulturer.

Filmen tager udgangspunkt i de første fotografier fundet i Island, og modsat præsten lykkes Pálmason med sin svære mission: At få fortiden til at stå lyslevende for os med en uforudsigelig historie og gudesmukke billeder, indkapslet i et 4:3-format, der får landskaberne til at stå frem i et nyt lys.

Pálmason samler maskulinitetstematikkerne og sin utrolige æstetiske sans fra sine tidligere film i karrierens hidtil største og mest tankevækkende værk.

Manuskriptforfatter/instruktør Hlynur Pálmason

Hlynur Pálmason er kunstner og filmskaber og født i Island i 1984. Han startede som billedkunstner og dimitterede siden fra Den Danske Filmskole.

Han fik sit internationale gennembrud med spillefilmdebuten Vinterbrødre, der havde verdenspremiere i konkurrencen på filmfestivalen i Locarno i 2017, hvor filmen vandt fire priser, de første i en lang række internationale hædersbevisninger. Hans anden spillefilm, Hvítur, hvítur dagur (A White, White Day), vakte tilsvarende stor genklang hos festivaler og filmanmeldere efter verdenspremieren ved Cannes’ Critics Week i 2019. Både Vinterbrødre og Hvítur, hvítur dagur var nomineret til Nordisk Råds filmpris i henholdsvis 2018 og 2019.Pálmasons tredje spillefilm, Vanskabte land, havde verdenspremiere ved Cannes’ Un Certain Regard i 2022.

Producer Eva Jakobsen

Eva Jakobsen (f. 28. marts 1977) er producer ved det københavnske filmselskab Snowglobe, som hun har stiftet i 2015 sammen med Katrin Pors og Mikkel Jersin. Gennem Snowglobe har Eva Jakobsen produceret og co-produceret adskillige projekter fra nogle af de mest anerkendte kunstfilmskabere som Jonas Carpignano, Joachim Trier, Eskil Vogt og Jonas Alexander Arnby. Hun har desuden været fødselshjælper på en række danske filmskaberes første og anden spillefilm, herunder film af Jeanette Nordahl, Marianne Blicher, Ingeborg Topsøe og Martin Skovbjerg.

Hendes seneste prisvindende co-produktioner tæller blandt andre Maryam Touzanis The Blue Caftan og Joachim Triers Verdens værste menneske.Hlynur Pálmasons Vanskabte land, der havde verdenspremiere ved Cannes’ Un Certain Regard 2022, er instruktørens tredje projekt sammen med Eva Jakobsen efter Hvítur, hvítur dagur og kortfilmen Nest.

Før hun stiftede Snowglobe, har Eva Jakobsen arbejdet for Nimbus Film og Zentropa. Hun er endvidere krediteret som producer på den populære serie af familiefilm Antboy og efterfølgeren Antboy:Den Røde Furies hævn. Hun er bachelor i Film og Medievidenskab fra Københavns Universitet. Hun blev udvalgt til EFP's ‘Producer on the Move’ i Cannes i 2014.

Producer Katrin Pors

Katrin Pors (f. 11. august 1983) er en dansk producer, der er kendt for at bygge bro mellem latinamerikansk og nordeuropæisk filmkunst. Hun er medstifter af det københavnske produktionsselskab Snowglobe. Katrin Pors har mere end 10 års erfaring som producer, executive producer og co-producer på en lang række projekter med nogle af de mest anerkendte instruktører som Amat Escalante, Annemarie Jacir, Jonas Carpignano, Carlos Reygadas og Ralitza Petrova. Hendes seneste prisvindende spillefilm tæller blandt andre Trækfugle af Ciro Guerra og Cristina Gallego, samt co-produktionerne Verdens værste menneske af Joachim Trier og Monos af Alejandro Landes.Hlynur Pálmasons Vanskabte land er hendes tredje projekt sammen med den islandskfødte forfatter/instruktør efter Hvítur, hvítur dagur (2019) og Nest (2022).

Katrin Pors er dimittend fra Escuela Internacional de Cine y Televisión i Cuba og Media Business School i Spanien. Hun har endvidere en universitetsgrad i International Business and Politics fra Copenhagen Business School.

Producer Mikkel Jersin

Mikkel Jersin (f. 16. oktober 1980) dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2011. Han er medstifter af det københavnske produktionsselskab Snowglobe.

I løbet af de seneste 15 år har Mikkel Jersin arbejdet på flere end 40 kortfilm, film i spillefilmslængde, dokumentarfilm og tv-serier. Han har blandt andet været producer på den prisvindende film Þrestir (Sparrows) af Rúnar Rúnarsson, Godless af Ralitza Petrova, og Kød & blod af Jeanette Nordahl. Blandt hans seneste prisvindende produktioner kan nævnes Miss Viborg af Marianne Blicher samt co-produktionerne Verdens værste menneske af Joachim Trier og The Blue Caftan af Maryam Touzani.

Vanskabte land er hans tredje projekt sammen med den islandskfødte forfatter/instruktør Hlynur Pálmason efter Hvítur, hvítur dagur (2019) og Nest (2022).Mikkel Jersin blev udvalgt til European Film Promotions ‘Producer on The Move’ i 2016.

Producer Anton Máni Svansson

Anton Máni Svansson (f. 1984) er producer og CEO i det Reykjavik-baserede produktionsselskab Join Motion Pictures, som han stiftede i 2007 sammen med forfatter/instruktør/producer Guðmundur Arnar Guðmundsson. Han har studeret psykologi, filosofi og manuskriptforfatning på Islands Universitet, før han i 2007 begyndte at producere kortfilm og musikvideoer. I de seneste 15 år har han arbejdet på 15 film, oftest sammen med Guðmundsson på film som Hjartasteinn (Heartstone) og Berdreymi (Beautiful Beings).Vanskabte land er det femte samarbejde mellem Svansson og Pálmason efter Seven Boats (2014), Vinterbrødre (2017), Hvítur, hvítur dagur (2019) og Nest (2022). Vanskabte land er som den 4. af Svanssons film blevet nomineret til Nordisk Råds filmpris – efter Hjartasteinn (2017), Vinterbrødre (2018) og Hvítur, hvítur dagur (2019).Han blev udnævnt til European Film Promotions Producer on the Move i 2017, og vandt desuden Lorens-prisen for Bedste Producer i Göteborg i 2017 med spillefilmen Hjartasteinn.

Produktionsoplysninger

Originaltitel:Vanskabte Land / Volaða Land - Danmark

Instruktør: Hlynur Pálmason

Manuskriptforfattere: Hlynur Pálmason

I hovedrollerne: Elliott Crosset Hove, Ingvar Sigurðsson, Victoria Carmen Sonne, Ída Mekkín Hlynsdóttir, Jacob Hauberg Lohmann

Producer: Katrin Pors, Mikkel Jersin, Eva Jakobsen, Anton Máni Svansson

Produktionsselskab: Snowglobe (DK) i samarbejde med Join Motion Pictures (IS)

Spilletid: 143 minutter

Indenlandsk distribution: Scanbox (Danmark), Sena (Island)

International distribution: New Europe Film Sales