Viften - Danmark 

Viften
Photographer
Håvard Schei
Spillefilmen ”Viften” er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2023. 

St. Croix, de dansk-vestindiske øer, 1848. Anna Heegaard og Petrine er nære veninder. Begge kvinder er sorte, men deres livsvilkår er vidt forskellige – Anna er fri og ejer Petrine, der er slave. Anna deler tilværelse med den danske generalguvernør Peter von Scholten på deres gods, hvor hun passer hjemmet, sin formue og sin kære og betroede husholderske Petrine. Alt synes godt, indtil der begynder at gå rygter om et slaveoprør. På hvilken side stiller Anna og Petrine sig egentlig, og står de på samme side?

Motivering  

Det er i sig selv ambitiøst at lave en film om et af de mest skammeligt underbelyste emner i danmarkshistorien, nemlig den danske slavehandel på De Vestindiske Øer. Men det er for alvor modigt at gøre det i en legesyg form, der blander satire og dramatisk alvor i skildringen af venskabet mellem to sorte kvinder af forskellig stand på Skt. Croix op til slaveoprøret i 1848. 

Det er dét, der gør Viften enestående i dansk film og i en nordisk kontekst. Idékvinde og manuskriptforfatter Anna Neye skildrer, i alliance med instruktør Frederikke Aspöck, de gennemsyrende racistiske magtstrukturer i det danske kolonistyre med et skarpt og indigneret blik – indpakket i en original æstetik med en opsigtsvækkende lydside og en imponerende gennemført scenografi, der understreger absurditeten i uhyrlighederne. 

Mens langt de fleste historiske film spiller sikkert og solidt, vrister Viften sig dristigt fri af skabelonerne. Derfor indstiller en enig dansk jury denne film til Nordisk Råds Filmpris 2023. 

Manuskriptforfatter - Anna Neye

Anna Neye (f. 1969) er forfatter, instruktør og skuespiller. Hun har studeret på Arts Educational Schools of London og siden på Den Danske Filmskole, hvorfra hun dimitterede som manuskriptforfatter i 2005. Som manuskriptforfatter er hun blandt andet krediteret for tv-comedyserien Normalerweize (2004), dramaserien Tvillingerne & Julemanden (2013) og det satiriske sketchshow om den danske kolonihistorie Fra kolonimagt til kolonihavemagt (2015). Anna Neye byggede videre på samme tema i spillefilmen Viften, hvor hun selv spillede hovedrollen. Filmen havde verdenspremiere i konkurrence på Göteborg International Film Festival, hvor den dystede om prisen for Bedste nordiske film. 

Instruktør - Frederikke Aspöck

Frederikke Aspöck (f.1974) er en erfaren forfatter, instruktør og komponist. Hun er dimitteret med en MFA i filmproduktion fra Tisch School of the Arts, NYU, og med en BA i scenografi fra Wimbledon School of Art i London. Hendes afgangsfilm fra Tisch School, Happy Now (2004), vandt førsteprisen ved Cannes Cinéfondation. Hendes spillefilmdebut, Labrador, havde premiere ved Cannes' Un Certain Regard i 2011 og vandt prisen som Bedste film i Marrakech. Hendes anden spillefilm, Rosita, modtog to nomineringer ved den danske Robert-prisuddeling og vandt prisen for Bedste instruktør i Moskva. Hendes tredje spillefilm, De frivillige (2019), havde verdenspremiere i Rotterdam og fik kommerciel succes i Danmark. Viften havde verdenspremiere på Göteborg International Film Festival i 2023. 

Producer - Meta Louise Foldager Sørensen 

Meta Louise Foldager Sørensen (f.1974) er en af Danmarks mest prominente selvstændige filmproducere og CEO i SAM Productions og dets søsterselskab Meta Film. Hun har en MA i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Meta Louise Foldager Sørensen har i løbet af de sidste tyve år været producer, executive producer og co-producer på over 60 kortfilm, spillefilm og dramaserier og har arbejdet med anerkendte instruktører som Lars von Trier, Nikolaj Arcel, Pernille Fischer Christensen, Mikkel Munch-Fals, Kasper Barfoed, Per Fly, Ali Abbasi og Björn Runge. Blandt hendes mange prisvindende film kan nævnes den Oscar-nominerede En kongelig affære, The Wife, Cannes-prisvinderen Melancholia, hitserien Borgen - Riget, Magten, og Æren, Kastanjemanden og Orkestret. Senest har hun arbejdet på Netflix-serien Sygeplejersken og spillefilmen Viften.

Producer – Nina Leidersdorff

Nina Leidersdorff er producer og arbejder i øjeblikket for det københavnske produktionsselskab SAM Productions. Hun er dimitteret med en MFA i filmproduktion fra American Film Institute i Los Angeles og med en BA i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Hun kom til SAM Productions i 2020 efter at have tilbragt en årrække i USA, hvor hun arbejdede som Head of Development and Production for Primeridian Entertainment. Spillefilmene på hendes CV tæller blandt andre Alonso Mayos flerdobbelte prisvinder The Story of Luke (2012), Ulrich Thomsens In Embryo (2016) og Fredrikke Aspöck’s Viften. Inden for tv-drama har hun produceret Netflix-serien Sygeplejersken (2023).  

Producer - Pernille Munk Skydsgaard

Pernille Munk Skydsgaard (f.1971) har en BA i Økonomi og en MA i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet, lige som hun har studeret ved UCLA. I de sidste 25 år har hun arbejdet i den danske AV-branche, både i den offentlige og den private sektor og med både produktion, distribution, finansiering og festivalstrategi som arbejdsområder. Senest har hun arbejdet som producer for de særdeles aktive produktionsselskaber Drive Studios (2021-2022) og søsterselskaberne Meta Film og SAM Productions (2019-2021). Blandt hendes tidligere produktioner kan nævnes YouSee-serien Sunday, der blev valgt som Bedste tv-satire på Copenhagen TV Festival 2020, familiefilmen Kaptajn Bimse af Kirsten Skytte og Thomas Borch Nielsen samt dette års kandidat til prisen for Bedste nordiske film på Göteborg Film Festival, Viften.

Fakta om filmen 

Originaltitel: Viften 

International titel: Empire 

Instruktør Frederikke Aspöck 

Manuskriptforfatter: Anna Neye 

Producere: Pernille Munk Skydsgaard, Nina Leidersdorff, Meta Louise Foldager Sørensen 

Produktionsselskab: Meta Film 

Spilletid: 93 minutter 

Dansk distribution: SF Studios 

International distribution: REinvent