Vinder af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020

Jens Mattsson & Jenny Lucander
Fotograf
Jose Figueroa & Niklas Sandström
Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris 2020 går til værket "Vi är lajon!" af den svenske forfatter Jens Mattsson og den finlandssvenske illustrator Jenny Lucander.

Juryens motivering

Årets vinderbog Vi är lajon! (Vi er løver!, oversat af Flemming Møldrup) står ubetinget på barnets side med et insisterende børneperspektiv i både tekst og billede. Legen har en helende effekt, når det allersværeste sker, når et lille barn får en dødelig sygdom. Fantasilegens savanne med sin levende, orange kulør trænger ind i den blodfattige sygehusverden. Den vilde leg rummer al den sorg og bekymring, som sygdommen udløser. Billedperspektivet, de dekorative elementer og kolorismen går på en overbevisende måde i dialog med den nordiske billedbogstradition á la Ingrid Vang Nyman og Tove Jansson, men med sin helt egen og forbløffende originalitet i både perspektiv, streg, farvevalg og karakteropbygning. Teksten akkompagnerer stilrent med sit drevne jeg-perspektiv, som er farvet af legens storhed. Skildringen af forældrenes omsorg og fortvivlelse er både værkets smertepunkt og hvilepunkt. Broderkærligheden og bogens modige slutning antyder, at der findes et nyt Nangijala. Dette dybt gribende værk udspringer af et nordisk samarbejde af den fineste slags og henvender sig til læsere i alle aldre.