Vinder af Nordisk Råds filmpris 2024
Dag Johan Haugerud receives the 2024 Nordic Council Film Prize for the film Sex. (Producer: Motlys)
Juryens motivation
Sex er aldrig kun sex. Det udtrykkes med en sjælden tydelighed i "Sex", instruktør og manuskriptforfatter Dag Johan Haugeruds begavede og filosofiske komedie. Her er sex et prisme. Se på individer gennem deres intense og uventede seksuelle erfaringer, og se dem udvide sig, gribe efter et holdepunkt, miste sig selv af syne og opdage, at de kunne være noget andet, noget mere end de tidligere havde troet.
I "Sex", får to venner sådanne erkendelser om sig selv, og de spilles med en imponerende balance og timing af Jan Gunnar Røise og Thorbjørn Harr, Omkring dem er også deres by, Oslo, i forandring. Den bliver hele tiden omorganiseret og ombygget. Livet er flydende og ustabilt. Det er udfordrende for alle – ikke mindst for ægtefæller og børn. Samtidig er der stor varme i Haugeruds film, hvor kernen udgøres af et smukt venskab. Der er også humor i de mange scener, hvor den ene part prøver at holde masken i forhold til den andens modige og intime afsløringer.
Der er så meget stof til eftertanke i Haugeruds manuskript. Et aspekt er spændingen mellem det fysiske og det verbale. Sex kan også være et helle for sproget, og når sex bliver tvunget ind i ord og bliver genfortalt og analyseret, kan noget gå tabt. Et andet aspekt er, hvad det er, der får et par til at føle sig tæt på hinanden, og hvad der sker, når de er uenige om, hvad det er.
Dag Johan Haugerud har et distinkt perspektiv og en distinkt stil, og han behandler modigt livets store spørgsmål og gåder. Filmens titel er måske typisk – storslået og fræk på samme tid. Det er en balancegang, som han virkelig fortjener denne pris for.
Det er anden gang, at Haugerud og Motlys vinder filmprisen. Dag Johan Haugerud og Yngve Sæther fik prisen i 2022 for "Barn".