Vinder af Nordisk Råds musikpris 2020

Sampo Haapamäki
Photographer
Mika Ranta
Nordisk Råds musikpris 2020 går til Sampo Haapamäki for værket ”Konsertto neljäsosasävelaskelpianolle ja kamariorkesterille” (2017).

Juryens motivering

Nordisk Råds musikpris 2020 går til Sampo Haapamäki for værket Konsertto neljäsosasävelaskelpianolle ja kamariorkesterille (Konsert för kvartstonspiano och kammarorkester). Det er en unik kombination af naturlig musikalitet, imponerende håndværk og en konstant udforskning af den klassiske musiks traditioner. Værket overrasker lytteren med et frodigt, originalt og alligevel underligt velkendt musikalsk sprog, og lytterens opmærksomhed fastholdes fra start til slut med dets virtuose detaljerigdom.

 

Koncerten er et produkt af Haapamäkis lange musikalske opdagelsesrejse. Komponisten var endda nødt til at udvikle et særligt instrument – et nyt kvarttoneklaver – for at kunne skabe den musik, han ønskede. Værkets komplekse mikrotonale univers minder os om noget essentielt, som kunsten både tilbyder og kræver af os: sensitivitet, tålmodighed og refleksion.

 

Det centrale i Sampo Haapamäkis værk er kvarttonerne, som han har udforsket i sit arbejde som komponist i mere end 15 år. Han har komponeret akustisk musik for forskellige ensembler fra orkestre til kor samt elektroakustisk multikanalmusik. Han har også været med til at udvikle nye instrumenter til opførelse af kvarttonemusik.

 

Som komponist har Sampo Haapamäki skabt sin helt egen, karakteristiske stemme – og komitéen glæder sig over at kunne anerkende denne stemme med denne pris.