Vinder af Nordisk Råds musikpris 2019

Gyða Valtýsdóttir

Vinnare av Nordiska rådets musikpris 2019, Gyða Valtýsdóttir Island

Photographer
Magnus Fröderberg
Nordisk Råds musikpris 2019 går til Gyða Valtýsdóttir fra Island.

Nordisk Råds musikpris 2019 går til Gyða Valtýsdóttir – en kunstner, hvis særegne vokal, instrumentale opfindsomhed og stærkt personlige charme, understreger værdigheden i hendes musikalske håndværk.

Juryens begrundelse

Gyða Valtýsdóttir er en islandsk musiker, som er klassisk uddannet, men uafhængig af genrer.

I en ung alder var hun med til grundlægge den eksperimentelle elektroniske musikgruppe múm. Hun er en flerfacetteret artist, som lige siden har spillet en prominent rolle på den islandske musikscene.

Hun er oprindeligt klassisk uddannet cellist, og i de senere år har hun både fremført sin egen musik og samarbejdet med andre musikere på tværs af genrer. Hun har brugt sin klassiske uddannelse til at realisere sine visioner, og hendes holistiske tilgang til musikken fremføres på en organisk måde og med en beundringsværdig teknik. Gyðas musik og fremførelse er helt unik og fængslende, og den besidder en særlig frasering og timing. Hun er en yderst karakteristisk performer, som er til stede på en fascinerende og jordnær måde i sin optræden – et nærvær, som er både skrøbeligt og subtilt, men også stærkt og temperamentsfuldt. Hendes dybt personlige og organiske performance er eminent hele vejen igennem, uanset om hun spiller cello, synger med sin karakteristiske vokal, eller om hun spiller på andre instrumenter. Den er præget af en helt grundlæggende originalitet.

Gyða overskrider og bygger bro mellem musikalske genrer på en særlig måde, ikke mindst ved at forkaste enhver tanke om deres forskelle. Og uanset om hun fremfører sin egen eller andres musik, tilfører hun musikken sin personlige originalitet gennem sin musikalske kreativitet.