Theatre of Voices

Theatre of Voices

Theatre of Voices

Photographer
Reinhard Wilting
Theatre of Voices er en af de 13 nominerede til Nordisk Råds musikpris 2021.

Motivering:

Theatre of Voices (TOV) regnes for et af verdens førende vokalensembler med et omfattende internationalt engagement. TOV er kendt for deres formidable kunstneriske og tekniske overskud udfoldet i et originalt repertoire, der fokuserer på både tidlig polyfoni og kontemporær musik. TOV blev grundlagt i 1990 af Paul Hillier og har fremført værker af komponister som Stockhausen, Berio, Pärt, Reich, Bent Sørensen, David Lang.  

Efter 30 års banebrydende arbejde vedbliver ensemblet at søge nye eventyrlige udfordringer og indgå i nye bemærkelsesværdige samarbejder.

Højdepunkter fra de seneste år er for eksempel: 

  • Udgivelsen af Pelle Gudmundsen-Holmgreens Green Ground (2016) skrevet til Kronos Quartet og TOV.
  • Deres tætte samarbejde med Jóhann Jóhannsson, der har sat sig varige spor i opførelser og indspilninger af Jóhanssons Drone Mass, Orphee (2016) og i musikken til filmene Arrival (2017) og Last and First Men (2017).
  • Ensemblets medvirken i førsteopførelserne af Kaija Saariahos opera Only the Sound Remains i Paris, New York og Madrid (2018).
  • The North Atlantic Route (2019) der præsenterede uropførelser af bl.a. Sunleif Rasmussen (Færøerne), Arnannguaq Gerstrøm (Grønland), Hildur Guðnadóttir/Jóhann Jóhannsson (Island).

I 2020 fejrede TOV 30 års jubilæum med en stor livekoncert i London. 2020 blev også året, hvor ensemblet pga. rejserestriktioner for første gang optrådte som hologrammer i den tværkunstneriske koncertinstallation Aria på New Vision Arts festival i Hong Kong.  

De fire stemmer i TOV’s kernegruppe smelter sammen på forbilledlig vis, og som lytter fornemmer man instinktivt, at det man oplever er én stor unik lyd bestående af fire menneskestemmer, der konstant finder og udfordrer hinanden. Denne kvalitet høres også i de tilfælde, hvor ensemblet er udvidet med en eller flere stemmer. Det er en klang, der sitrer og vibrerer med og mod hinanden og dermed skaber en særlig fysisk og følelsesmæssig forbindelse til os lyttere, som kun menneskets stemmer kan.  

Else Torp: sopran

Signe Asmussen: mezzo

Paul Bentley-Angell: tenor

Jakob Bloch Jespersen: basbaryton

Paul Hillier: dirigent og kunstnerisk leder