Akkrediteringen for journalister til Nordisk Råds session i Oslo er åben
Sessionen er årets største nordiske politiske forum, hvor parlamentarikere, statsministre og en række andre ministre samt oppositionsledere fra hele Norden mødes.
Sessionens første dag indledes med det sædvanlige topmøde mellem Nordisk Råd og de nordiske statsministre, hvor rådets medlemmer kan stille spørgsmål direkte til regeringscheferne.
Om onsdagen er der blandt andet udenrigspolitisk og forsvarspolitisk debat på baggrund af de redegørelser, som udenrigs- og forsvarsministrene giver til Nordisk Råd. De nordiske samarbejdsministres redegørelse præsenteres også om onsdagen.
Desuden bliver der behandlet aktuelle sager på sessionen samt en række såkaldte medlemsforslag. Det er forslag, som er indsendt af Nordisk Råds 87 medlemmer.
Sessionen åbnes tirsdag den 30. oktober kl. 14.15 og afsluttes torsdag den 1. november kl. 15. På sessionens sidste dag vælges en ny præsident og en ny vicepræsident for Nordisk Råd i 2019.
Nordisk Råds priser uddeles om tirsdagen
Modtagerne af Nordisk Råds priser afsløres om aftenen tirsdag den 30. oktober. Prisuddelingen finder sted i Operahuset i Oslo. Efter prisuddelingen er der pressekonference og fotosession.
Journalister, som ønsker at overvære Nordisk Råds session og prisuddeling, skal akkreditere sig senest den 26. oktober kl. 14. Gyldigt pressekort kræves. Der afholdes også pressekonferencer i forbindelse med sessionen. Akkrediteringen gælder til samtlige pressekonferencer, medmindre andet oplyses.
Nordisk Råd har booket et antal hotelværelser til journalister. Hvis du ønsker at benytte dig af denne mulighed, bedes du kontakte afdelingskoordinator Birgitte Haj senest den 26. september på birhaj@norden.org eller +45 60 39 42 07. Nordisk Råd betaler ikke opholdet.
Hvis du har spørgsmål vedrørende sessionen, bedes du kontakte Matts Lindqvist på +45 29 69 29 05 eller matlin@norden.org
Hvis du har spørgsmål vedrørende priserne, bedes du kontakte Elisabet Skylare på +45 21 71 71 27 eller elisky@norden.org