Bruxelles byder Nordisk kultur velkommen

11.10.19 | Nyhed
Susanna Mälkki with soloist Oren Shevlin and the Tero Saarinen Dance company during the festival opening performance at BOZAR:
Photographer
Maarit Kytöharju

Susanna Mälkki med solist Oren Shevlin og Tero Saarinen Company ved åbningen af festivalen på BOZAR.

I de tre efterårsmåneder i 2019 er Bruxelles vært for mere end 400 nordiske kunstnere og kreative udøvere. Nordic Fall er arrangeret af en af Europas mest indflydelsesrige kulturinstitutioner, BOZAR, og udforsker de kreative aspekter af emner som bæredygtighed, ungdomsengagement, Arktis og ligestilling gennem kunstneriske udtryk såsom musik, litteratur og film.

Nordisk kunst og kultur er centrale bestanddele af Nordens ry som globale pionerer og fortalere på det sociale og det miljømæssige område. Hvert år går cirka 1,3 millioner besøgende gennem dørene til BOZAR, som derfor har en unik profil som europæisk kulturhus.

Organisationens administrerende direktør og kunstneriske leder. Paul Dujardin, angiver Finlands ambitiøse EU-formandskab som et godt eksempel på denne profil: 

"Finlands program for sit EU-formandskab er indbegrebet af den holistiske, innovative og samlende tilgang, som gør Norden til en så interessant stemme i Europa og en spændende kunstnerisk partner for BOZAR. Det er en fornøjelse for BOZAR at samarbejde med nordiske kunstnere og den nordiske kulturscene om at udforske nogle af disse emner gennem kunstneriske udtryk, dialog og kulturelle oplevelser."

 

Nordic Fall støttes af de nordiske kulturministre, der har som ambition at styrke nordiske kunstneres internationale netværk og innovative samarbejder.

Det er en fornøjelse for BOZAR at samarbejde med nordiske kunstnere og den nordiske kulturscene om at udforske nogle af disse emner gennem kunstneriske udtryk, dialog og kulturelle oplevelser.

Paul Dujardin, adm. dir. og kunstnerisk leder, BOZAR

Nordic Festival – en musikalsk smeltedigel

Nordic Festival er en af hovedbegivenhederne på Nordic Fall. Allerede i denne weekend er festivalen vært for adskillige musikere og komponister fra hele Norden inden for en bred vifte af genrer fra klassisk og traditionel musik til jazz, folk, electronica og sågar samisk joik. Teitur, Johannes Skoog, Marja Mortensson, Anne Hytta, Kamus Quartet og den finske dirigent Susanna Mälkki, som vandt Nordisk Råds musikpris i 2017, er blot nogle få af de kunstnere, der kan opleves på scenen.

“I og med vores fokus på nordisk kultur dette efterår var det os en stor glæde at kunne åbne Nordic Festival med Susanna Mälkki og Helsinki Philharmonic Orchestra, som akkompagnerede Tero Saarinen Company ved en helt speciel optræden på BOZAR,” fortsætter Dujardin.

 

Og der er meget mere på programmet i de kommende måneder:

  • BOZARs Nordic Festival varer fra den 10. til den 20. oktober og byder på musik i alle genrer, film og seminarer med kunstnere fra hele Norden.   
  • BOZARs Nordic Fall åbnede i september i forbindelse med Den Europæiske Mobilitetsuge. I november fortsætter Nordic Fall med kortfilm og litteratur om Arktis, og i december afholdes en festival med nordiske tv-serier.

 

Nordisk samarbejde 

Nordic Fall-initiativet ledes af BOZAR – Brussels Centre for Fine Arts – i tæt samarbejde med de nordiske diplomatiske repræsentationer og kulturinstitutioner i Bruxelles.