Ålandsk hjemstavnsret

På denne side finder du information om hjemstavnsret, ansøgning om hjemstavnsret, hvad den indebærer, samt hvilke rettigheder den medfører. Siden indeholder også information om tilladelse til at erhverve jord, ret til at drive virksomhed og fritagelse for værnepligt i Finland.

Du skal have ålandsk hjemstavnsret for at kunne stemme og stille op til lagtingsvalg, drive virksomhed og eje jord eller fast ejendom på Åland. Personer, som er under 18 år og har en forælder med hjemstavnsret, får hjemstavnsret automatisk. Det betyder, at børn, som bliver født med en hjemkommune på Åland, og som har mindst én forælder med hjemstavnsret, får hjemstavnsret ved fødslen. Hjemstavnsret kan også bevilges af Ålands landskapsregering efter ansøgning.

I mange tilfælde er det muligt at drive virksomhed eller eje fast ejendom uden hjemstavnsret. I så fald skal du have en særlig tilladelse som eksempelvis tilladelse til at erhverve jord eller drive virksomhed. Det er Ålands landskapsregering, som behandler ansøgninger om hjemstavnsret og de forskellige tilladelser. Du kan læse mere på Ålands landskapsregerings netsted.

Hjemstavnsret

Personer, som er under 18 år og har en forælder med hjemstavnsret, får retten automatisk. Det betyder for eksempel, at børn, som bliver født og har en hjemkommune på Åland, og som har mindst én forælder med hjemstavnsret, får hjemstavnsret ved fødslen. Du skal blandt andet have hjemstavnsret for at kunne stemme og stille op til lagtingsvalg, eje jord eller drive virksomhed på Åland.

Søg om hjemstavnsret

Ved ansøgning om hjemstavnsret kræves der altid finsk statsborgerskab, bopæl på Åland og tilfredsstillende svenskkundskaber. 

Kravene til varigheden af opholdet varierer afhængigt af tidligere tilknytning til Åland. Hovedreglen er mindst fem års ophold siden seneste tilflytning. Der kan undtagelsesvist også bevilges hjemstavnsret efter en kortere periode efter en særlig behandling og efter mindst tre års ophold på Åland, hvis et af følgende krav opfyldes:

  • Du har tidligere haft hjemstavnsret.
  • Du har tidligere boet uafbrudt på Åland i mindst fem år.
  • Du har tidligere opholdsperioder på Åland, som samlet udgør mindst syv år.
  • Du har en forælder, som har eller haft hjemstavnsret.

Hjemstavnsretten kan desuden mistes, hvis du har haft bopæl uden for Åland i mere end fem år. Studier anses dog ikke for at være udflytning i højst fem år. Du kan søge om at få hjemstavnsretten tilbage, hvis du flytter tilbage til Åland. 

Ansøgningerne behandles af Ålands landskapsregering mod betaling af et gebyr, og sagsbehandlingstiden er typisk en til to måneder. Du søger via Ålands landskapsregerings digitale selvbetjening, hvor du også finder information om, hvilke bilag du skal sende ind sammen med ansøgningen. Du finder yderligere information om finsk statsborgerskab på Info Nordens sider. 

Tilladelse til at erhverve jord

Formålet med de ålandske regler om erhvervelse af jord er, at den ålandske jord skal forblive i den ålandske befolknings ejerskab. Hvis du har ålandsk hjemstavnsret, har du automatisk tilladelse til at erhverve jord, hvilket betyder, at du har ret til at købe, forpagte, leje eller på anden måde besidde jord på Åland uden særlig tilladelse. Hvis du ikke har hjemstavnsret, og du ønsker at eje en ejendom eller jord på Åland, skal du søge om tilladelse til erhverve jord hos Ålands landskapsregeing.

Du kan læse mere om de mest almindelige spørgsmål og regler vedrørende tilladelse til at erhverve jord, samt hvordan du søger, på Ålands landskapsregerings netsted.

Ret til at drive virksomhed

Alle selskaber, som skal drive virksomhed på Åland, skal søge om ret til at drive virksomhed ("näringsrätt") hos Ålands landskapsregering før virksomheden etableres. Hvis du har ålandsk hjemstavnsret, eller har været bosat på Åland i mindst fem år uden afbrydelser, har du ret til at drive virksomhed uden at søge om ret til at drive virksomhed.

For interessentskaber og aktieselskaber er det som regel et krav, at mindst et medlem af selskabet og et bestyrelsesmedlem har hjemstavnsret eller har været bosat på Åland uden afbrydelser i mindst fem år. Ved virksomhedsdrift på Ålands skal virksomhedssproget være svensk.

Du kan læse mere om retten til at drive virksomhed på Åland på Ålands landskapsregerings netsted eller på Info Nordens side om virksomhedsdrift på Åland.

Værnepligt

Personer, som er født på Åland, eller er finske statsborgere, som er flyttet til Åland før det fyldte 12. år og har hjemstavnsret, er fritaget for at aftjene finsk værnepligt.

Åland er demilitariseret og netural. Det betyder blandt andet, at der ikke må være udstationeret militære styrker på Åland, og at Åland i tilfælde af krig skal holdes uden for stridighederne. Finland har i henhold til neutraliseringen pligt til at forsvare Åland mod angreb. Du finder yderligere information på siden om spørgsmål og svar om Ålands demilitarisering . 

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.