Boligstøtte og boligtillæg i Sverige

Her får du svar på dine spørgsmål om, hvordan du søger om svensk boligstøtte, når du flytter til Sverige. Du kan læse om hvilke krav der er for unge, børnefamilier og ældre, der søger boligstøtte i Sverige, samt hvad der gælder, hvis du bor i Sverige og arbejder i udlandet.

Hvad er boligstøtte og boligtillæg i Sverige?

Boligstøtte (bostadsbidrag) og boligtillæg (bostadstillägg) er økonomiske støtteformer, som du kan modtage, for at du skal kunne betale din månedlige husleje eller boligafgift for din bolig.

Du kan modtage boligstøtte, selvom du ejer dit hus, din lejlighed eller bor til fremleje.

Hvem er berettiget til boligstøtte i Sverige?

Det er ikke alle, der er berettiget til boligstøtte og boligtillæg i Sverige. Der er forskellige livssituationer, der gør dig berettiget til at ansøge om boligstøtte. Nedenfor kan du vælge den livssituation, som passer dig, og du kan se, om du er berettiget til boligstøtte i Sverige.

Boligstøtte til børnefamilier

Boligstøtte til børnefamilier (bostadsbidrag till barnfamiljer) er en støtte til familier med børn, der har brug for hjælp til at betale husleje eller månedlig afgift for deres bolig.

Försäkringskassan har ansvaret for denne ydelse.

Boligstøtte til unge

Boligstøtte til unge (bostadsbidrag till unga) er en støtte til unge under 29 år, der har brug for hjælp til at betale husleje eller månedlig afgift for deres bolig.

Försäkringskassan har ansvaret for denne ydelse.

Boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse

Boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse (bostadstillägg till personer med sjukersättning eller aktivitetsersättning) er penge, som du kan modtage ud over din aktivitetsydelse eller førtidspension, hvis du har udgifter til husleje eller boligafgift. Du kan kun få boligtillæg hvis du bor i Sverige. Du kan søge, uanset hvordan du bor, og selvom du ejer dit hjem. Du kan også søge om boligtillæg, selvom du har aktiver. Dine boligudgifter, din indkomst, dine aktiver og din familiesituation afgør, hvor meget du kan få i boligtillæg.

Försäkringskassan har ansvaret for denne ydelse.

Boligtillæg til pensionister

Du kan ansøge om boligtillæg til ældre (bostadstilläg) fra det år, hvor du fylder 67 og modtager fuld almen pension. Du kan søge, uanset hvordan du bor, og selvom du ejer dit hjem. Du kan også søge om boligtillæg, selvom du har aktiver. Dine boligudgifter, din indkomst, dine aktiver og din familiesituation afgør, hvor meget du kan få i boligtillæg.

Du kan ofte have ret til boligtillæg senere i livet. Det kan være aktuelt at søge om boligydelse, hvis du er flyttet fra din partner, eller du er blevet enke/enkemand, Det kan også været aktuelt, hvis du har fået en lavere indtægt for eksempel ved ophør af tjenestepension, eller hvis du er flyttet og har fået højere boligudgifter.

Når du ansøger om boligtillæg for ældre, undersøger Pensionsmyndigheten også, om du er berettiget til et personligt tillæg (äldreförsörjningsstöd). Det personlige tillæg er et supplement til forsørgelse, hvis du har en lav indkomst som pensionist.

Pensionsmyndigheten har ansvaret for denne ydelse.

Hvilke vilkår gælder der for boligstøtte og boligtillæg i Sverige?

Du skal være bosat og have folkeregisteradresse i Sverige for at få boligstøtte eller boligtillæg. Reglerne for, hvor meget du kan modtage, varierer mellem de forskellige ydelser og kan blandt andet afhænge af din indkomst, hvor mange børn der bor hjemme, hvad din bolig koster, og hvor stor din bolig er.

Hvordan fungerer boligstøtte i Sverige?

Boligstøtte er et skattefrit tilskud fra det offentlige. Det er et tilskud, som du kan få, for at kunne betale huslejen eller boligafgiften. Boligstøtten skal ikke kunne dække det fulde beløb, men skal fungere som et supplement til din månedlige husleje eller boligafgift.

Hvor meget kan jeg få i boligstøtte eller boligtillæg i Sverige?

Størrelsen af dit tilskud afhænger blandt andet af dine indtægter og boligudgifter og din livssituation.

Du skal kontakte Försäkringskassan eller Pensionsmyndigheten for at få information om, hvor meget du er berettiget til at modtage.

Hvor søger jeg om boligstøtte eller boligtillæg i Sverige?

Du kan søge om boligstøtte (bostadsbidrag) hos Försäkringskassan. Hvis du får førtidspension eller aktivitetsydelse, skal du søge om boligtillæg (bostadstillägg) hos Försäkringskassan.

Hvis du er over 67 år og modtager fuld pension, kan du ansøge om boligtillæg hos Pensionsmyndigheten.

Hvor søger jeg om boligstøtte, hvis jeg bor i Sverige og arbejder i udlandet?

Som regel er du socialt sikret i det land, hvor du bor og arbejder. Men boligstøtte og boligtillæg er bopælsbaseret ydelser. Så hvis du bor i Sverige og arbejder i et andet nordisk land, kan du have ret til den del af boligstøtten, der er en støtte til boligudgifter i Sverige.

Boligstøtten og boligtillægget er baseret på dine behov, og din indkomst fra udlandet påvirker, hvor meget boligstøtte eller boligtillæg du kan modtage i Sverige. Det er Försäkringskassan og Pensionsmyndigheten, der behandler ansøgninger om boligstøtte og boligtillæg, så du skal kontakte en af disse myndigheder, når du skal ansøge om dette fra Sverige.

Du skal meddele Försäkringskassan eller Pensionsmyndigheten, hvis du flytter til eller begynder at arbejde i et andet land og modtager boligstøtte eller boligtillæg fra Sverige.

Hvem skal du kontakte, hvis du har spørgsmål?

Du kan ringe til Försäkringskassans kontaktcenter +46 (0)771-524 524, eller du kan gå ind på Försäkringskassans netsted, hvis du har spørgsmål om boligstøtte til børnefamilier og unge, eller hvis du har spørgsmål om boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse.

Kontakt pensionsmyndigheden, hvis du har spørgsmål om boligtillæg til pensionister. Pensionsmyndigheten afholder desuden livestreamede informationsmøder om boligtillæg. På møderne får du information om, hvordan boligtillægget fungerer og mulighed for at stille spørgsmål.

Yderligere information

Du kan få yderligere information hos Försäkringskassan og Pensionsmyndigheten.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.