Køb af varer og tjenester i Sverige

Mobiltelefon med købevalg

Online shopping

Photographer
Abillion/Unsplash
Her kan du læse om dine rettigheder som forbruger og om køb af varer og tjenester i Sverige. Du finder konkret information om svensk mobiltelefonabonnement, el-leverandør og public service-afgift.

I Sverige er der tit et krav om at du skal have et svensk personnummer for at kunne indgå aftale om en tjeneste. Hvis du ikke har et svensk personnummer, kan det begrænse brugen af visse tjenester.

Forbrugerrettigheder i Sverige

Når du handler, hvad enten det er online eller i en fysisk butik, er der nogle bestemte retningslinjer, som både du og sælger skal overholde i Sverige.

Hvis du er i tvivl om hvad der gælder ved et køb, kan du finde ud ad dine rettigheder i den svenske købelov. Der findes også svenske forbrugerorganisationer der kan guide dig.

Købeloven i Sverige

Den svenske købelov indeholder grundlæggende principper, som giver forbrugeren og virksomheden visse rettigheder og pligter. Reglerne beskytter forbrugeren ved køb af varer. Når du køber en vare i Sverige, er der nogle forhold du skal være opmærksom på:

  • Du har tre års reklamationsret. Det betyder at du har ret til at klage til butikken over fejl og mangler ved varen i tre år.
  • Du har ikke automatisk ret til at fortryde dit køb (öppet köp) når du handler i en butik.
  • Du kan kun få varen byttet eller pengene tilbage hvis butikken tilbyder det.

Hvis varen har en fejl eller en brist, har du først og fremmest ret til at få varen repareret eller udbyttet. Hvis det ikke er muligt, kan du i stedet kræve et nedslag i prisen eller et beløb for at lade en anden reparere varen.

For at hæve købet og få pengene tilbage, kræves at fejlen på varen er af væsentlig betydning for dig.

Hvis du indgår en aftale om handel af en vare på distance – for eksempel via telefon eller internet – har du en fortrydelsesret på 14 dage.

Forbrugerorganisationer i Sverige

Hvis du vil vide mere om dine rettigheder som forbruger i Sverige, kan du kontakte Hallå Konsument, der er en uafhængig vejledning hos det svenske forbrugerråd, Konsumentverket. De kan også vejlede dig om klagemuligheder.

Hvis du har spørgsmål om dine rettigheder som kunde i en bank eller hos et forsikringsselskab, kan du kontakte Konsumenternas Bank- och Finansbyrå.

Hvis du har spørgsmål der drejer sig om handel over grænserne i EU og EØS, kan du kontakte ECC Sverige der giver forbrugere gratis rådgivning om forbrugerrettigheder ved grænsehandel inden for EU, Island, Norge og Storbritannien.

Abonnementer i Sverige

Det er ikke altid lige let at skaffe sig abonnementer for mobiltelefon, bredbånd, el-leverandør eller lignende hvis du ikke er bosat i Sverige og har et svensk personnummer eller bank-id.

Her finder du mere information om regler og bestemmelser når du køber varer og tjenester i Sverige.

Public service-afgift i Sverige

I Sverige er radio- og tv-afgiften et generelt gebyr for public service, der opkræves gennem skatten.

Mobiltelefoni, fastnettelefoni og bredbånd i Sverige

Hvis du ikke er folkeregistreret i Sverige, kan det være svært at tegne et abonnement hos et teleselskab.

Tag alligevel kontakt til den leverandør du ønsker at tegne et abonnement hos, for at høre hvilke muligheder de har for kunder som ikke er folkeregistreret i Sverige.

Hvis du ikke har været folkeregistreret i Sverige i en længere periode, vil mange selskaber kræve at du kan fremvise lønsedler eller lignende som dokumentation for at du har en indtægt. I nogle tilfælde kræver leverandøren at du indbetaler et forskud.

I forbindelse med mobiltelefoni er det muligt at købe et kontantkort hvor man betaler for sit forbrug på forhånd. Der er ikke nødvendigt at have et svensk personnummer for at købe et kontantkort.

Fastnettelefoni, digitalt-tv og bredbånd i Sverige

I mange moderne svenske udlejningsejendomme er der mulighed for at få leveret både fastnettelefoni, digitalt-tv og bredbånd via nettet.

Afhængigt af din bopæl kan du vælge mellem en række leverandører.

El-leverandør og netejer i Sverige

I Sverige kan du frit vælge mellem cirka 120 el-leverandører, men du kan ikke vælge netejer.

Netejeren ejer nettet hvor du bor og opkræver altid en afgift for at distribuere strømmen til dig, og denne afgift kan du ikke påvirke.

Du kan derimod vælge hvilken el-leverandør du ønsker. Hvis du ikke vælger en el-leverandør, vil netejeren tildele dig en. Dette kan som regel medføre at din el-aftale bliver unødvendig dyr. Før du vælger en el-leverandør, er det en god idé at sammenligne priser på Elpriskollen.se.

Du bør undersøge vilkårene i el-aftalen inden du underskriver aftalen. Ud over prisen kan det være vigtigt at have kendskab til hvad der gælder i forhold til opsigelsesfristen, bindingsperioden og hvad der sker med aftalen når aftalen udløber.

Hvis du flytter fra din bolig, bør du opsige din el-aftale både til el-leverandøren og til netejeren.

Kreditoplysning i Sverige

De, der udlåner penge eller yder andre kreditter, har brug for et godt grundlag for at vurdere, om de vil give dig kredit.

For at forenkle kreditgivning findes kreditoplysningsbureauer, der giver kreditgiveren oplysninger om dig der søger kredit. En fuldstændig og præcis information hjælper långiver til at vurdere risikoen for kredittab og andre problemer.

En kreditrapport er hovedsageligt fokuseret på de økonomiske forhold. Andre personlige oplysninger kan også indgå som for eksempel om du er gift eller er udvandret til et andet land.

Hvis du bor og/eller arbejder i et andet land, kan det firma, hvor du vil købe en vare eller tjeneste, ikke se at du har en indkomst via et kreditcheck i Sverige. Du er derfor nødt til at bevise din indkomst på en anden måde, for eksempel ved at få din løn ind på en konto i Sverige.

Forsælgeren træffer en kommerciel afgørelse om, hvorvidt de vil godkende dit indkøb af en vare eller tjeneste på grundlag af kreditoplysningens risikoprofil. De må ikke forskelsbehandle EU-borgere på grund af deres nationalitet. Men med en bopæl eller et arbejde i et andet land, kan det være svært at indkøbe visse tjenester i Sverige. Kontakt derfor leverandøren for nærmere information om hvad du kan gøre for at bevise din kreditværdighed.

Kontakt organisation eller myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.