Beskyttelse af havmiljøet fanget i net af ineffektivt bureaukrati

06.06.14 | Nyhed
Færøsk trawler, Vágar
Photographer
Erik Christensen, Porkeri
De beslutningsgange, der skal sikre balance mellem miljøbeskyttelse og fiskeri i Nordsøen, er omstændelige og ineffektive til skade for både havmiljø og offentlige budgetter. Der er brug for en mere strømlinet proces, ifølge en ny rapport fra Nordisk Ministerråd.

Det internationale samarbejde omkring fiskeri og naturbeskyttelse i Nordsøen er tidskrævende, dyrt og ineffektivt. En ny, mere strømlinet proces vil kunne spare tid, penge og ressourcer og samtidig styrke dialogen mellem aktørerne til gavn for både økosystemer og offentlige budgetter. Det konkluderer en ny rapport, udarbejdet af tænketanken Nordic Marine Think Tank (NMTT) for Nordisk Ministerråd.

Omstændelig beslutningsgang

Rapporten har undersøgt det internationale samarbejde omkring balancering af hensynene til henholdsvis miljøbeskyttelse og fiskerierhvervet omkring Dogger Banke, der ligger i Nordsøen ca. 100 km ud for Storbritanniens kyst. Sandbanken er hjemsted for en række af Nordsøens fiskearter og dermed af stor betydning for Nordsøens samlede økosystem.

Undersøgelsen kortlægger en beslutningsproces, som kalder på mere effektivitet og stringens. I stedet for at være koordineret internationalt fra starten, begynder beslutningsgangen på nationalt plan i miljøpolitisk regi med inddragelse af miljøpolitiske interessenter. Derefter skifter den spor og behandles af myndighederne med ansvar for fiskeri og deres interessenter.

Behov for bedre koordination og videngrundlag

På baggrund af analysen kommer rapporten med en række anbefalinger til, hvordan processen kan strømlines:

  • International koordination

Koordineringen mellem landene skal forbedres og finde sted så tidligt som muligt i regionale organisationer. Samtidig skal der gøres mere effektivt brug af de internationale videninstitutioner og skabes et fælles videngrundlag i form af fælles adgang til relevante databaser og koordinering af dataanalyser.

  • Indførelse af et strømlinet beslutningssystem

Proceduren bør opdeles i fire trin: 1) etablering af den politiske dagsorden; 2) videnskabelig rådgivning; 3) inddragelse af interessenter og 4) enighed om foranstaltninger. Og så skal der vedtages klare tidsrammer og mekanismer til at sikre overholdelse af besluttede deadlines.

  • Inddragelse af interessenterne

Processen skal ændres, så den øger presset på deltagerne for at skabe konsensus. Inddragelsen kan med fordel ske gennem eksisterende fora – de såkaldte Advisory Councils, der er etableret på fiskeriområdet.

  • International lovgivning

Rammen for et strømlinet beslutningssystem skal baseres på international harmonisering af maritime politikker. I EU er dette arbejde i fuld gang, så den nye proces kan indgå i en international retlig ramme.

Download rapporten her