Johnny Mogensen bliver ny direktør for NordForsk fra 2026
NordForsk har base i Oslo og er den største forskningsfinansierende institution under Nordisk Ministerråd. NordForsk finansierer og faciliterer nordisk samarbejde inden for forskning og forskningsinfrastruktur sammen med nationale sponsorer med det formål at gøre Norden til en førende forskningsregion. Institutionen skal have en ny direktør, og rekrutteringsprocessen er nu afsluttet.
Johnny Mogensen glæder sig til at tage hul på arbejdet den 1. februar 2026:
Jeg glæder mig meget til at tiltræde stillingen som direktør for NordForsk. Det nordiske forskningssamarbejde er unikt, og jeg vil sørge for, at NordForsk bliver ved med at bidrage til forskning af højeste kvalitet, som er relevant for hele Norden. Samtidig er det en vigtig opgave at videreudvikle samarbejdet, så vi i fællesskab investerer i forskning, der både styrker forskningsmiljøerne og giver Norden en tydelig stemme internationalt.
Erfaring med national og international forskning, innovation og uddannelse
Johnny Mogensen har siden 2002 haft flere stillinger i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Han har desuden været udsendt til Bruxelles som ministerråd for Danmarks delegation til EU og national ekspert i Europa-Kommissionen. Han har et indgående kendskab til forsknings- og innovationsøkosystemet i Danmark samt i Norden og Europa.
Johnny Mogensen kommer fra en stilling som Danmarks forsknings- og innovationsattaché i Boston.
"I NordForsks bestyrelse ser vi frem til at arbejde sammen med den nye direktør. Johnny Mogensen har den ledelseserfaring og den forskningspolitiske og forskningsfaglige ekspertise, der skal til for at befæste og udvikle NordForsks position som en central og vigtig aktør for forskningssamarbejde og -finansiering i Norden," udtaler Annika Sølvará, konstitueret bestyrelsesformand for NordForsk.
Generalsekretær Karen Ellemann byder Mogensen velkommen:
Store samfundsmæssige udfordringer som miljø- og klimaændringer, nye teknologier samt samfundssikkerhed og beredskab viser, at der er behov for et stærkt og tydeligt nordisk forskningssamarbejde. Jeg ser frem til at arbejde videre med dette sammen med Mogensen og vil i samme ombæring gerne takke Arne Flåøyen for hans solide indsats. NordForsk er en stærk repræsentant for værdien af det nordiske samarbejde og en vigtig del af at gøre Norden til en førende forskningsregion.
Arne Flåøyens åremål udløber
Johnny Mogensen overtager stafetten efter Arne Flåøyen, som har været direktør for NordForsk siden januar 2018. NordForsk er vokset og blevet sat på landkortet som en seriøs og professionel platform for nordisk forskningssamarbejde, der har skabt tydelig merværdi og resultater for nationale sponsorer af forskningsfinansiering og forskningsmiljøer i de nordiske og baltiske lande samt internationalt. Dette ses blandt andet i de store udbud inden for grøn omstilling, Arktis, kunstig intelligens og samfundssikkerhed.