Konference: Nordens styrker og potentialer i lyset af globale kriser og trends

25.09.23 | Nyhed
alt=""
Photographer
Luis Quintero, Unsplash
Hvilke megatrends vil påvirke Norden frem mod 2030? Er vi på rette vej? Det er nogle af hovedspørgsmålene på Nordisk Ministerråds high-level inspirationskonference i København den 28. september 2023. Og du kan komme med!

Nordisk Ministerråd er i disse dage fuld i gang med at lægge sidste hånd på forberedelserne til High-Level konferencen ”Norden 2030 – Hvilken vej tager vi?”. Vi tager et grundigt kig på Nordens styrker og potentialer i lyset af globale kriser og trends, og zoomer ind på tre af de store problemstillinger og dilemmaer, der optager vores samfund netop nu.

Hvordan værner vi om de stærke nordiske velfærdssamfund, samtidig med at vi skal reducere vores materielle fodaftryk? Hvordan styrker vi Nordens konkurrenceevne ved hjælp af kunstig intelligens uden at gå på kompromis med vores individuelle rettigheder? Og hvordan sikrer vi Nordens sociale sammenhængskraft i en verden, hvor kriser og polarisering i stigende grad vinder indpas?

 


"På konferencen samler vi  beslutningstagere, virksomheder, civilsamfund, forskere, myndigheder og ungdomsorganisationer fra hele Norden for at sætte spot på nogle af de mest aktuelle samfundsudfordringer. Programmet er fyldt med spændende debatter og oplæg fra ledende eksperter i Norden. Kom og lad dig inspirere og vær med til at præge Nordens vej til at blive verdens mest bæredygtige og integrerede region", siger Nordisk Ministerråds Generalsekretær Karen Ellemann.

 

Konferencen afholdes i København og der er et begrænset antal pladser til rådighed som tildeles efter først-til-mølle princippet. Konferencen streames også direkte her på siden.

 

Konferencen er arrangeret i samarbejde med Det danske udenrigsministerium, Mandag Morgen og Rambøll.