Norden skal være verdensmester i 5G, udtaler statsministrene

Ambitionsniveauet for det effektiviserede samarbejde er højt, og statsministrene forpligter sig til at skabe de politiske og samfundsmæssige forudsætninger, der skal til for at sikre en parallel implementering af 5G i hele Norden.
Man forventer, at 5G kan bane vejen for nye løsninger og muligheder, blandt andet i transport-, velfærds-, miljø-, landbrugs- og energisektoren. Erhvervslivet og industrien har også meget at vinde på en effektiv udnyttelse af 5G, blandt andet i form af øget automation, fjernstyring og robotificering.
– 5G vil revolutionere vores dagligdag, siger Sveriges statsminister Stefan Löfven, som var vært for statsministrenes møde.
Ministrene er helt enige om, at det er vigtigt at agere både hurtigt og bredt, og at samarbejde er alfa og omega. – Det nordiske samarbejde er helt afgørende for, at vi kan nå vores mål for udvikling og implementering af 5G, siger Islands statsminister Katrín Jakobsdóttir, som især lagde vægt på den nye teknologis potentielle positive klimaeffekter.
Statsministrene har tidligere udtalt, at de ønsker, at Norden skal være verdens mest integrerede region, og satsningen på 5G er et naturligt led i denne stræben.
Projektet bliver et samarbejde mellem Nordisk Ministerråd for Digitalisering og de nationale regeringer og digitaliseringsmyndigheder samt repræsentanter fra erhvervslivet.