Norden står sammen i fælles pavillon på World Expo 2025 i Osaka

23.10.23 | Nyhed
Expo Japan, Hall
Fotograf
The Nordic Pavilion, Rimond
Verdensudstillingen samler mennesker og innovation fra hele verden for at skabe opmærksomhed om globale udfordringer, der kræver internationalt samarbejde. På World Expo 2025 i Osaka i Japan har de nordiske lande en fælles pavillon, som præsenterer vores indsats for tillid, bæredygtighed og innovation.

Afsæt i fælles værdier som tillid og bæredygtighed

De nordiske lande har slået sig sammen om en fælles pavillon på Expo 2025 i Osaka for at vise Norden frem for resten af verden på baggrund af fælles værdier som tillid og bæredygtighed. Verdensudstillingen afholdes hvert femte år og har til formål at give lande og regioner mulighed for at sætte fokus på innovation og ny teknologi. I 2025 afholdes den for første gang siden 1970 i Osaka – denne gang med temaet “Designing Future Society for Our Lives” og undertemaerne “Connecting Lives”, “Empowering Lives” og “Saving Lives”. Expo 2025 i Osaka giver de nordiske lande og nordiske virksomheder mulighed for at knytte kontakter på det japanske marked og gøre fælles front i arbejdet med at nå en række af de FN’s 17 verdensmål. Gennem tiden er der blevet præsenteret banebrydende innovation som Eiffeltårnet og symaskinen på verdensudstillingerne, og Expo 2025 i Osaka bygger videre på traditionen med at præsentere fremtidens løsninger. 

 

Et monument over Nordens nære forbindelse til naturen

På den nordiske pavillon præsenterer Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige i fællesskab vores fælles værdier og fremadskuende løsninger. Selve pavillonen bliver et monument over Nordens nære forbindelse til naturen, som er en kulturel værdi, vi har til fælles med Japan. De nordiske lande har længe gjort en stor indsats for at styrke tillid og bæredygtighed, som er helt afgørende byggesten i arbejdet med at skabe en bedre fremtid. Den nordiske pavillon er designet, produceret og opbygget til at kunne genbruges, så vi på den tager de nordiske landes grønne tankegang med os hele vejen til verdensudstillingen.

 

Pavillonen bliver et mesterværk, som sammenfletter kulturelle fortællinger fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Mert Cek, direktør for RIMONDs japanske afdeling.

Giver verden en forsmag på nordisk tillid, bæredygtighed og innovation

Pavillonen er designet af den italienske arkitekt Michele De Lucchi og AMDL Circle og konstrueret af Expo Design-entreprenøren RIMOND. Pavillonen på 1.200 kvadratmeter er udformet som en 17 meter høj trækonstruktion, der udtrykker både tidløshed og bæredygtighed. Den huser et nordisk udstillingsområde, møderum og et erhvervscenter samt en tagterrasse med restaurant og en nordisk have. Den fælles pavillon på Expo 2025 i Osaka byder verden indenfor til en forsmag på den nordiske model med afsæt i tillid, bæredygtighed og innovation. “RIMOND er beærede over at være officiel partner for design og opførelse af de nordiske landes pavillon på Expo Osaka 2025. Denne opgave er endnu en vigtig milepæl i Rimonds Expo-portefølje og sætter en tyk streg under vores nære og mangeårige samarbejde med deltagerlande. Pavillonen, som er udformet i samarbejde med AMDL Circle og landskabskonsulenten Valerio Cozzi, bliver et mesterværk, som sammenfletter kulturelle fortællinger fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige," siger Mert Cek, som er direktør for RIMOND’s japanske afdeling.

De nordiske statsministre er blevet enige om en Vision 2030, som erklærer, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region. Det nordiske koncept på World Expo i Osaka er baseret på denne vision og afspejler de fælles nordiske værdier og vores måder at arbejde på i Norden.