Nordisk Råds prisuddeling sendes direkte fra Stockholm den 29. oktober

21.10.19 | Nyhed
Nordiska rådets prisutdelning i Konserthuset Stockholm
Photographer
Konserthuset Stockholm/Anna Wernemyr
Den 29. oktober uddeles Nordisk Råds priser i Konserthuset Stockholm ved en livetransmitteret prisgalla, som styres af tv-vært Jessika Gedin. Vinderne modtager deres priser af Stefan Löfven, Sveriges statsminister, Noura Berrouba, miljøaktivist, Johannes Anyuru, forfatter, Lene Cecilia Sparrok, skuespiller og Susanna Mälkki, dirigent og tidligere prisvinder.

Hvert år uddeler Nordisk Råd fem priser for at hylde de nordiske landes litteratur, sprog, musik og film samt nytænkende indsatser inden for miljøområdet. I år er Sveriges riksdags delegation i Nordisk Råd værter for prisuddelingen. Nordisk Råds præsident, Hans Wallmark, hylder det stærke startfelt og det tætte kultursamarbejde i Norden.

– Nordisk Råds priser har en meget vigtig opgave i at skabe opmærksomhed om og støtte nogle af de kunstneriske udtryk og inspirerende miljøinitiativer, som findes i vores region. Det er utroligt glædeligt, at vi samles i Stockholm for at nyde og hylde den nordiske kultur og ikke mindst årets nominerede til de fem priser.

Enestående indsatser inden for kultur og miljø

52 værker, initiativer og kunstnere er nomineret til Nordisk Råds fem priser i 2019. Heriblandt findes romaner, noveller, billedbøger og digtsamlinger, spillefilmsdebuter og en dokumentarfilm, violinister, sangere og en mundharpekvartet, grimme grøntsager, strikkede sweatere og en af verdens mest indflydelsesrige teenagere.

De fem vindere modtager prisstatuetten Nordlys og 350.000 danske kroner. Årets prisuddelere:

  • Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2019 uddeles af Stefan Löfven, Sveriges statsminister.
  • Nordisk Råds musikpris 2019 uddeles af Susanna Mälkki, dirigent og tidligere prisvinder.
  • Nordisk Råds miljøpris 2019 uddeles af Noura Berrouba, miljøaktivist.
  • Nordisk Råds filmpris 2019 uddeles af Lene Cecilia Sparrok, skuespiller.
  • Nordisk Råds litteraturpris uddeles af Johannes Anyuru, forfatter.

Fra klassisk nationalromantik til pop

Under ledelse af litteraturskribent og tv-vært Jessika Gedin kan publikum se frem til sceneoptræden af højeste klasse fra Västerås Sinfonietta og chefdirigent Cathrine Winnes, den islandske duo Hugar, The Mamas, som har fået sit store gennembrud i år og mange flere. Producer Bosse Persson fortæller om tankerne bag programmet:

– Under prisuddelingen har vi lagt stor vægt på, at alle prisvindere og nominerede skal hyldes ordentligt både fra salen og fra alle medvirkende på scenen. Ud over de ceremonielle indslag byder vi på musik og underholdning med svensk og nordisk forankring. Alt fra klassisk nationalromantik til pop med blandt andet en uropførelse af et bestillingsværk for cello, sinfonietta, elektronik og visuals. God fornøjelse!

Se prisuddelingen på SVT Play

Transmissionen fra Konserthuset Stockholm begynder kl. 19.30, og den kan ses på SVT Play i alle de nordiske lande. Prisgallaen sendes desuden på de øvrige public service-kanaler i Norden. Se de lokale tv-oversigter for tidspunkter.

Om Nordisk Råds priser

Nordisk Råds priser regnes blandt de mest prestigefyldte priser i Norden og får stor international anerkendelse. Litteraturprisen er den ældste af de fem priser. Den blev uddelt for første gang i 1962. Herefter kom musikprisen, miljøprisen, filmprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen. De fem priskomitéer vælger de nominerede og vinderen.

Nordisk Råds priser uddeles i forbindelse med Nordisk Råds 71. session i Stockholm, hvor parlamentarikere, statsministre og en række andre ministre og oppositionsledere fra hele Norden mødes til politisk debat.

For pressen

Nordisk Råds priser uddeles i Konserthuset Stockholm den 29. oktober. Der kræves akkreditering til sessionen for at få adgang til prisuddelingen.