Nyt nord-til-nord-projekt styrker modstandskraften i Arktis’ lokalsamfund

04.03.26 | Nyhed
Fotograf
Markus Johnsen Thonhaugen
Projektet ”Enhancing Northern Connectivity: North-to-North Cooperation for Community Preparedness and Resilience”, som støttes af Nordisk Ministerråd, samler kommuner, urbefolkninger og forskere, så de kan udveksle erfaringer og styrke Arktis’ lokalsamfunds evne til at forberede sig og reagere på kriser.

Lokalsamfundene i Arktis står over for et stigende pres i form af klimaforandringer, mangelfuld infrastruktur og begrænset kriseberedskab. For at adressere disse udfordringer har Arctic Mayor’s Forum startet projektet Enhancing Northern Connectivity, der har som mål at styrke modstandskraften i de nordiske regioners lokalsamfund ved at føre kommunale ledere, urbefolkningsorganisationer, forskere og lokale partnere sammen og skabe platforme for samarbejde og fælles læring.

 

“Lokalsamfundene i Arktis udsættes for og håndterer skovbrande, oversvømmelser og andre kriser, men ved at arbejde sammen kan vi udarbejde best practices og sikre, at ingen behøver at genopfinde hjulet,” siger Patti Bruns, som er generalsekretær for Arctic Mayors’ Forum. 

 

Projektet løber frem til marts 2027 og ledes af Arctic Mayors’ Forum – med partnere som Nordregio, North American and Arctic Defence and Security Network (NAADSN), KRK Inua samt Harvard Arctic Initiative – og finansieres af Nordisk Ministerråds Western Partnership Programme.

 

“Samfundssikkerhed er førsteprioritet for alle de nordiske regeringer, især i disse usikre tider. Et robust samfund er ikke noget, som et enkelt land kan skabe alene. Nordisk Ministerråd arbejder med fælles politiske hjertesager og øget nordisk værdi på beredskabsområdet. Det er en politisk topprioritet,”  siger Nordisk Ministerråds generalsekretær, Karen Ellemann. Hun fremhæver projektets fokus på mennesker:

 

“Ved at tilføje et nord-til-nord-perspektiv vil arktiske lokalsamfund i Norden og Nordamerika kunne lære af hinanden og dermed blive bedre rustet til at håndtere potentielle kriser i en verden i forandring.”

 

Projektet integrerer lokale erfaringer og videnskabelig indsigt for at forbedre både den digitale og samfundsmæssige sammenhængskraft og fremme inkluderende planlægningsprocesser. Hovedformålet er at hjælpe lokalsamfund med at forudse og reagere på kriser – fra skovbrande og oversvømmelser til afsmeltning af permafrost – ved at lære af hinanden i stedet for at arbejde i et vakuum. Der lægges primært vægt på at styrke lokalsamfundene: kommunale ledere, repræsentanter fra urbefolkningen, unge og redningspersonale vil deltage i workshops, digitale møder og fælles planlægning for i fællesskab at udarbejde praktiske beredskabsstrategier. Det skal munde ud i politiske anbefalinger, en værktøjskasse for modstandskraft samt validerede metoder til lokal beredskabsplanlægning, som lokalsamfundene kan anvende i praksis.

 

Siden 1996 har Nordisk Arktisk Samarbejdsprogram styrket samarbejdet, modstandskraften og civilsamfundene i hele nord-til-nord-regionen og dermed hjulpet lokalsamfund med at tilpasse sig og trives i en verden med hastige klima- og samfundsmæssige forandringer. Ved at prioritere samarbejde og vidensdeling mellem lokalsamfund er dette nye initiativ i tråd med Nordisk Ministerråds mangeårige engagement i bæredygtigt samarbejde mellem indbyggerne i Arktis.