Nyt nordisk-russisk samarbejdsprogram konkretiseres

06.09.16 | Nyhed
De nordiska flaggorna
Photographer
Johannes Jansson/norden.org
Ansøgningsprocessen til det åbne samarbejdsprogram mellem Norden og Rusland åbnes den 3. oktober i år. Programmet er en del af Nordisk Ministerråds nye satsning på et Ruslandssamarbejde, som de nordiske samarbejdsministre vedtog i starten af året. Tirsdag blev der i budgettet for 2016 afsat 6 millioner danske kroner til et samarbejdsprogram, som har til formål at bidrage til øget stabilitet, sikkerhed og udvikling i regionen.

Det nye program støtter samarbejde inden for alle områder, hvor der foreligger en gensidig nordisk-russisk interesse – mellem lokale og regionale myndigheder, uddannelsesinstitutioner, medborgerorganisationer, erhvervsorganisationer og tænketanke. 

– Vi regner med, at der vil være stor interesse for programmet, siger Jens Nytoft Rasmussen, seniorrådgiver på Nordisk Ministerråds sekretariat. Både interne nordiske organisationer og samarbejdspartnere samt eksterne interessenter kan søge om midler fra programmet. En forudsætning for at modtage støtte er, at der er mindst to nordiske lande og en russisk part involveret i det ansøgende projekt.

Ud over det åbne samarbejdsprogram, der søsættes nu, består Nordisk Ministerråds Ruslandsprogram af tre tematiske samarbejdsprogrammer, som forvaltes af eksterne nordiske samarbejdsorganer. I år startes et miljøprogram samt et program med fokus på sundhedssamarbejde. Et program om udvikling af civilsamfundet og menneskerettigheder vil blive indledt på et senere tidspunkt.

Samarbejdet mellem Norden og Nordvestrusland er sat på vågeblus, efter at det russiske justitsministerium i januar 2015 besluttede at stemple Nordisk Ministerråds kontorer i Rusland som udenlandske agenter.

Ruslandsprogrammet vil blive evalueret i 2017, og programmets kommende omfang vil afhænge af erfaringerne med og interessen for de delprogrammer, der nu er sat i gang.

Contact information