Ungdommens stemme er stærk på COP29

12.11.24 | Nyhed
youth climate councils
Fotograf
Andreas Omvik
Med ti events sætter den nordiske ungdom deres dagsorden i den Nordiske Pavillon på COP29, FNs klimaforhandlinger, der i år finder sted i Baku, Aserbajdsjan.

Ungeklimaråd, forventninger til forhandlingerne, rundbordssamtaler, politiske erfaringsudvekslinger og ungdommens krav til forhandlingerne er blandt agendapunkterne, når den nordiske ungdom tager ordet til FNs klimaforhandlinger i Baku. 

Den Nordiske Pavillon giver de unge en platform

“På et helt lavpraktisk niveau er det er svært for unge at få adgang til klimaforhandlingerne. Når det så lykkes for os at komme ind, er platforme for erfaringsudveksling, side-events og politikudvikling på tværs af landene alfa og omega”, siger Lise Coermann Nygaard, ungdomsdelegat til FN på klima og miljø til Danmark.  

Den nordiske pavillon giver unge fra Norden og resten af verden en platform, hvor de kan sætte deres egen dagsorden og diskutere regionale og globale klimaudfordringer. Med ti events arrangeret af den nordiske ungdom er de rigt repræsenteret i programmet på den Nordiske Pavillon, der også tæller events af universiteter, forskningsinstitutioner, NGO’er og de nordiske regeringer. 

Tre highlights

Onsdag d. 13. november lancerer de europæiske ungdomsdelegater deres krav og forventninger til forhandlingerne. Det sker kl. 13.15-14.00 UTC+4. Kl. 16 UTC+4 samme dag deler ungdomsrepræsentanter fra Finland, Planetary Health Alliance Western Africa og YOUNGO deres håb og ønsker for forhandlingerne. 

Torsdag d. 21. november kl. 9.30-10.15 UTC+4 inviterer de norske og danske ungdomsdelegater til debat, om hvordan man adresserer både klima- og naturkrisen, og kl. 14.30 UTC+4 kigges der nærmere på klimaaktivsters vilkår på global plan.  

På forhandlingernes sidste dag fredag d. 22. november kl. 13.15 UTC+4 mødes et ungdomspanel for at diskutere forhandlingsresultatet og vejen mod COP30 i 2025.

Gå ikke glip af de ungdomsledede arrangementer på den nordiske pavillon i Baku. Alle events streames på norden.org.