Unge estere med store ambitioner på COP27

15.11.22 | Nyhed
COP27
Photographer
Andreas Omvik/norden.org
Estonian Youth ønsker, at verden i fællesskab og med input fra unge skal bevæge sig i retning af et grønt virksomhedsmiljø. På den nordiske pavillon på COP27 viste de, hvordan det kan gøres.

Det summede af idéer og tanker om, hvordan man gør best practices til virkelighed, når det gælder det globale miljø og klimaudfordringerne. På den nordiske pavillon på COP27 var Baltic Youth værter for eventen Unges engagement i en grøn økonomi og modvirkning af klimaforandringer. Baltic Youth er grundlagt af Estlands miljøministerium.

Inspirere unge og voksne til klimahandling

På denne event bidrog Baltic Youth med inspiration og nye erfaringer i forhold til, hvordan man kan inkludere og støtte unge inden for sociale bevægelser, regeringsførelse og innovation. Nøglen er ungdomsengagement. Hanah Lahe er ungdomsklimadelegat fra Estland og forklarer hvorfor:

 

– De beslutninger, der tages i dag, påvirker de unge og de næste generationer mere end nogen andre, så disse beslutninger er en direkte investering i børn og unges fremtid. Derfor bør vi også komme til orde. Derudover er de unge traditionelt mere ambitiøse end de ældre, de tør at tænke større og har større mod, hvilket kun kan være en fordel i kampen mod klimaforandringer, siger Hanah Lahe.

De unge er traditionelt mere ambitiøse end de ældre, de tør at tænke større og har større mod, hvilket kun kan være en fordel i kampen mod klimaforandringer

Hanah Lahe, ungdomsklimadelegat fra Estland

Vi har masser af gode eksempler

Baltic Youth havde tre konkrete eksempler med til COP27 for at vise, hvordan deres ambitioner kan indfris: Let's Do It World, Negavatt og Youth Environmental Council. De er eksempler på, hvordan man med en helhedsorienteret tilgang kan involvere unge gennem blandt andet øget bevidsthed, politiske beslutningsprocesser samt fremme og implementering af grønt iværksætteri. Men det er kun nogle få eksempler, og Estland har meget mere at byde på:

 

– Estland er et ungt land, men vi har masser af eksempler at vise frem for andre lande. For eksempel blev World Cleanup Day startet i Estland, og vi har et af verdens bedste virksomhedsmiljøer for opstartsvirksomheder. Vores unge har masser af gåpåmod, og der er mange unge, grønne iværksættere. Grønne startups og virksomheder støttes af både staten og det private erhvervsliv. Og så må man ikke glemme e-Estonia og solstrålehistorien om vores digitale infrastruktur. Det er noget, som andre lande også kan implementere og på den måde reducere deres serviceydelsers miljøpåvirkning, siger Hanah Lahe, som er ungdomsklimadelegat fra Estland.

Norden og Baltikum har tradition for at samarbejde

Det er ikke noget tilfælde, at Baltic Youth mødes med unge fra Norden på den nordiske pavillon. De nordiske og baltiske lande har i mange år samarbejdet på flere forskellige områder i Nordisk Ministerråds regi, blandt andet om digitalisering og fælles klimaprojekter med partnere fra de nordiske og baltiske lande.