Bergmál - Island

Bild från "Bergmál"
Fotograf
Sophia Olsson
Filmen Bergmál fra Island er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2020.

Island ved juletid ... Mens alle gør klar til højtiden, sænker en særlig stemning sig over landet med følelser af både spænding og bekymring. Langt ude på landet står en ødegård i brand. På en skole synger et børnekor julesange. På et slagteri defilerer en parade af kyllinger forbi på en skinne. På et museum skændes en mor i telefonen med sin eksmand. I en stue får en ung pige sin bedstemor til at prøve sit nye virtual reality-headset... Igennem 56 scener tegner Bergmál (Echo) et skarpttegnet og ømt portræt af det moderne samfund.

Juryens motivering

Rúnar Rúnarssons Bergmál er en buket af parallelle mikrofortællinger, indrammet af tiden omkring jul og nytår, en tid, som er både følelsesfuld og højtidelig. En tid, hvor vi tager vores liv op til overvejelse, og en tid, hvor vi i højere grad end sædvanligt savner de af vores kære, der ikke kan være hos os. Fortællingerne har en åben begyndelse og en åben slutning, og hver fortælling viser en flig af livet.

Bergmál handler om materialisme og forbrugersamfund, fællesskab og ensomhed, kærlighed og vold, liv og død, der følger sin egen rytme. Det religiøse og højtidelige sammenstilles med det trivielle og dagligdags, selve livet. Desuden sætter filmen fokus på mere kontroversielle emner såsom flygtningekrisen. Bergmál er et skarpttegnet, dybdeborende studium af vores samfund og dets forskellige lag, og fortælleformen kan beskrives som poetisk realisme, en ode til vores dagligdag, dens skønhed og grusomhed. Meget islandsk, men samtidig universel.

Manuskriptet er fuldt af skønhed og poesi, hver scene er én statisk optagelse, én smukt komponeret og gennemtænkt vinkel, stærk filmgrammatik og fremragende filmkunst. Musikken er tilbageholdende, men alligevel betagende og rørende.

Manuskriptforfatter/instruktør/producer – Rúnar Rúnarsson

Rúnar Rúnarsson (f. 1977) dimitterede i 2009 fra Den Danske Filmskole. Hans kortfilm Síðasti bærinn (The Last Farm) blev nomineret til en Oscar i 2004 og blev efterfulgt af Smáfuglar (2 Birds), der blev nomineret til Palme d’or ved filmfestivalen i Cannes i 2008. Hans spillefilmdebut, Eldfjall (Volcano), havde premiere ved Directors' Fortnight i Cannes i 2011 og vandt priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript ved den islandske Edda-prisuddeling. Hans 2.-års spillefilm Þrestir (Sparrows) havde verdenspremiere ved Toronto International Film Festival og vandt 17 internationale priser, herunder Golden Shell - Bedste film ved San Sebastián i 2015. Det følgende år blev den nomineret til Nordisk Råds Filmpris.

Bergmál er Rúnar Rúnarssons tredje spillefilm. Dette ensemblestykke i 56 scener, der udspiller sig mellem jul og nytår, havde verdenspremiere ved Locarno International Film Festival, hvor filmen vandt ungdomsjuryens pris. Andre hædersbevisninger fra festivaler verden over omfatter prisen for bedste instruktør ved festivalen i Valladolid og for bedste film ved Interfilm Church Prize i Lübeck.

Producer – Live Hide

Live Hide (f. 1988) dimitterede i 2014 fra Københavns Universitet som cand. mag. i filmvidenskab. Hun indledte sin karriere ved SF Film Production Denmark, hvor hun blev ansat som produktionsassistent på Bille Augusts film Marie Krøyer og Jørgen Leths dokumentarfilm Jeg taler til jer - John Kørners verden. I 2014 kom hun til Nimbus Films. Hun var produktionsassistent på Steppeulven og Tordenskjold & Kold, co-producerassistent på Marius Holsts Mordene i Kongo, og hun producerede webserien Løbeklubben.

Hendes seneste produktion er Rúnar Rúnarssons film Bergmál, der fik verdenspremiere ved Locarno International Film Festival.

Producer – Lilja Ósk Snorradóttir

Lilja Ósk Snorradóttir (f. 1977) er bachelor i driftsøkonomi og har arbejdet i filmbranchen i over 20 år. Hun er medejer af Pegasus Pictures, der blev stiftet i 1992, og har siden 2010 været adm. direktør i selskabet. Af andre værker, hun har været producer på, kan nævnes tv-serien Hraunið (The Lava Field) (Bedste tv-drama ved den islandske Edda-prisuddeling i 2015) og Ísold Uggadóttirs ofte prisbelønnede kortfilm Útrás Reykjavík (Revolution Reykjavik). Hun var co-producer på instruktørens spillefilmdebut Andið eðlilega (And Breathe Normally) (Bedste instruktør i konkurrencen World Cinema Dramatic på Sundance Film Festival i 2018). Hun har endvidere været co-producer på Anton Sigurðssons Grafir & Bein (Graves & Bones) og den engelsksprogede thriller Arctic med Mads Mikkelsen, der fik sin verdenspremiere som midnatsforestilling ved Cannes Film Festival i 2018.

Bergmál er hendes andet samarbejde med Rúnar Rúnarsson efter Þrestir, som hun var co-producer på i 2015. Hos Pegasus har Lilja Ósk Snorradóttir arbejdet på megaproduktioner som HBO's Game of Thrones, Succession og Sky Atlantics Fortitude. Blandt hendes nuværende projekter kan nævnes den danske co-produktion Lille sommerfugl af Søren Kragh-Jacobsen.

Fakta om filmen

Originaltitel: Bergmál

Engelsk titel: Echo

Instruktør: Rúnar Rúnarsson

Manuskriptforfatter: Rúnar Rúnarsson

Producere: Rúnar Rúnarsson, Live Hide, Lilja Ósk Snorradóttir

Produktionsselskab Nimbus Film Iceland, Pegasus Pictures

Spilletid: 79 minutter

Islandsk distribution: Sena

International distribution: Jour2Fête