Emma Puikkonen

Emma Puikkonen

Emma Puikkonen

Photographer
Pertti Nisonen
Emma Puikkonen: Musta peili. Roman, WSOY, 2021. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2023.

Mennesket og olien er ikke forskellige entiteter. De fossile brændstoffer skaber et usynligt fundament for økonomien og samfundet, og allerede siden begyndelsen af 1800-tallet har vi levet i den Olien og dens derivater er trængt ind i os og ind i vores liv. Dette er udgangspunktet for Emma Puikkonens roman om olie, samfundets sorte spejl. Den magisk smukke roman, som bider sig fast i kæmpestore temaer, kræver eftertanke, og dens sorte, blanke overflader afspejler tidløse og aktuelle emner som natur- og miljøforhold, menneskets tapperhed og kvindens rolle i forskellige situationer.

 

Historien er episodisk og strækker sig over cirka 150 år. Vi følger tre stærke, indbyrdes forbundne kvindelige karakterer. Den første er Lotte Teer, som lever sin ungdom i Amsterdam under oliekrisen i 1973. Hun gør senere karriere i Shell-koncernen, forfremmes til ledende klimaforandringskonsulent og er igennem årtier med til at dække over den velkendte sandhed om olieproduktionens miljøskadelige konsekvenser. Ida Tarbell, som er født i slutningen af 1800-tallet og en pioner inden for den undersøgende journalistik, tager læseren med til oliefelterne i de sydligste amerikanske delstater – oliekapitalismens vugge. Fundet af det sorte guld sætter gang i en olierus og vækker drømme om rigdom, men de brister hurtigt som følge af monopolisering af branchen og bevidstheden om, hvordan olien forandrer os fundamentalt. "Menneske og affald blandes sammen og efterhånden vokser de sammen", konstaterer Ida Tarbell i romanen. Den unge økoaktivist, Astrid Fuglesang, lever i slutningen af 2020'erne, hvor der bliver sat stærke spørgsmålstegn ved oliens position som energiproduktionens grundlag. Som en del af den nye gør det selv-miljørevolution saboterer hun et stadig fungerende oliefelt. Da hun bliver afsløret, må hun gemme sig i det nedrivningsparate oliefelt, og her møder hun Lotte Teer, som er fanget i sine egne indre konflikter.

 

Den fjerde karakter er olien, der nærmest viser sig som et guddommeligt element, hvis historie, som strækker sig over millioner af år, bevæger sig som et gribende, tankefuldt digt ved siden af den øvrige tekst. Det er solens komprimerede energi, som drømmer i hulrum under jorden, og som pibler frem og slanger sig gennem menneskers blodårer – det er "livet som så sej og fast en substans, at man kun klarer det ved at overgive sig."

 

Emma Puikkonen (født 1974) er en af Finlands vigtigste nyere prosaister. I sine værker undersøger hun højaktuelle emner og fænomener, hvoraf klimaforandringerne i den senere tid er kommet i forgrunden. Hun er uddannet dramainstruktør og underviser i ordkunst og teater. Hendes værk Eurooppalaiset unet (2016) ("Europæiske drømme", ikke udkommet på dansk) blev nomineret til Finlandia-prisen og Tulenkantaja-prisen. Hendes seneste roman Lupaus (2016) ("Løftet", ikke udkommet på dansk) var en anmeldersucces. Romanen Musta peili (2021) (”Det sorte spejl”, ikke udkommet på dansk) blev nomineret til Runeberg-prisen.