Eva-Stina Byggmästar

Eva-Stina Byggmästar

Eva-Stina Byggmästar

Photographer
Alexandra Harald
Eva-Stina Byggmästar: Vill du kyssa en rebell? Digtsamling, Schildts & Söderströms, 2023. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2024.

 

Motivering: 

Eva-Stina Byggmästars (født 1967) digtsamling Vill du kyssa en rebell? (ikke oversat til dansk) er både overdådig og dødsforagtende. Her skaber hun en lykkelig og altopslugende kærlighed i et værk, som næsten savner uro og skyggesider. Rebellen er den, der kompromisløst afviser fornuft og mådehold i sin forelskelse. At projektet lykkes – at resultatet bliver en entusiastisk og radikal kærlighedspoesi – skyldes netop Byggmästars helhjertethed. Den spænding, som digtene kræver, vokser ikke ud af den beskrevne kærlighedsrelation, men ud af forventningerne om, hvordan den skal skildres. Digteren ved, at hun blotter sig for kritik, men hun konfronterer det ved at skrive, som hun gør, uden at tøve.  

 

Den elskede bliver til hele verden – sammenligningerne er ikke bare de sædvanlige som solen og vinden, men også eksempelvis en blåmusling og et koncerthus med en glemt, rød paraply i garderoben. Og den elskede selv kan optræde som et barn, en blæksprutte. På denne måde vokser kærlighedsrelationen, og på trods af bogens intense tosomhed kommer den til at omfatte hele den tænkelige verden, hvor de elskende bevæger sig i følelser, tanker og handlinger. 

 

Det handler, som det lyder i en strofe i digtet "Svetslågan", "om mer än det lilla men vilda/ ordet poesi", det handler om "svetslågan – det våldsamma/ ljuset i din kontur som etsade/ sig fast". 

 

Mange af digtene er hengivne kærlighedserklæringer til duet. Alligevel er sproget i Vill du kyssa en rebell? mere tilbageholdende end i mange andre af Byggmästars bøger. Nye ord, naivismen og legen med ordene er sjældnere her. Den verden, som omgiver de elskende er ikke eksotisk eller eventyrlig – selv om passionen altid er det – men den bygges op af konkrete og genkendelige elementer. Dette er nødvendigt for at den følelsesmæssige trykkoger, som bogen udgør, ikke skal springe i luften. Bag den sprudlende overdådighed og jublen viser Byggmästar en total kontrol over de sproglige virkemidler, som hun tager i brug. 

 

Vill du kyssa en rebell? er Eva-Stina Byggmästars 25. digtsamling. Hun debuterede i 1986 og er blevet belønnet med en række priser i Finland og Sverige, blandt andet Svenska Akademiens Bellmannpris i 2018 og Karl Vennbergs pris, som blev uddelt af Samfundet De Nio 2009.