Gentlemen – Sverige

Gentlemen er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2015

Synopsis

Den unge romanforfatter Klas Östergren er på kant med verden og har trukket sig tilbage til sin lejlighed i Stockholm for at berette historien om de mennesker, der har levet med ham, og som har haft uheld i tilværelsen. Bokseren Henry Morgan, en gudbenådet jazzpianist og livsnyder med en hemmelighed: hans smertefulde kærlighed til en mystisk elskerinde. Og så er der Leo, Henrys bror, politisk agitator, poet, drukkenbolt. Fra det øjeblik han viser sig, bringer han alle i vanskeligheder på grund af et salg af illegale våben til en forbryderbande.

Bedømmelseskomitéens motivering

I Gentlemen føres vi gennem en snørklet beretning, hvor tidsperspektiv og identiteter er lige så flydende som grænsen mellem drøm og fantasi. Med stor omhu flettes filmens forskellige udtryksmidler sammen til et enestående personligt, legende og selvreflekterende værk.

Instruktør – Mikael Marcimain

Mikael Marcimain (f. 1970) startede som instruktørassistent på svensk tv og skabte sig hurtigt et navn med tv-serien Lasermannen (2005) og Upp till kamp, der vandt Prix Italia i 2008. Hans spillefilmsdebut, Call Girl, vandt prisen FIPRESCI Discovery Award på Toronto International Film Festival 2012. Hans anden spillefilm, Gentlemen, der er baseret på Klas Östergrens succesroman, vandt tre Guldbagge-priser.

Mikael Marcimain er desuden en af de mest fremtrædende skandinaviske reklamefilminstruktører og har instrueret internationale kampagner for blandt andre Ericsson, IKEA og Danske Bank.

Manuskriptforfatter – Klas Östergren

Klas Östergren (f. 1955) er ophavsmand til en række romaner, herunder den banebrydende Gentlemen (1981) og fortsættelsen Gangsters (2005). Han har været en stor stjerne i svensk litteratur gennem næsten tre årtier og har vundet Piratenpriset og Doblougska-prisen, som uddeles af Det Svenske Akademi. Klas Östergren har sideløbende startet rockorkestret Fullersta Revolutionary Orchestra og har endvidere arbejdet som oversætter, dramatiker og manuskriptforfatter for film og tv. Sammen med Lisa Ohlin skrev han manuskriptet til hendes film Veranda för en tenor (1998) og Mikael Håfströms film Ondskan, der blev nomineret til en Oscar i kategorien bedste fremmedsprogede film.

Producer – Fredrik Heinig

Fredrik Heinig (f. 1970) har 15 års erfaring som producer af reklamer, film og tv-programmer. I 2011 blev produktionsselskabet B-Reel, som han var med til at stifte, af tidsskriftet AD Age kåret som verdens bedste produktionsselskab. 
Han har produceret ikke færre end fem projekter sammen med Johan Kling, herunder serien Stockholmare(2001) og spillefilmen Darling, der vandt Nordisk Råds filmpris 2007. Da dokumentarfilmen Palme af Kristina Lindström og Maud Nycander havde premiere i 2012, markerede den sig som den bedst sælgende svenske dokumentarfilm i mere end 30 år.

Gentlemen, der er instrueret af Mikael Marcimain, havde verdenspremiere på Toronto International Film Festival 2014. Fredrik Heinigs kommende filmprojekter omfatter blandt andet Pernilla Augusts Den allvarsamma leken med planlagt lancering i efteråret 2016.

Producer – Mattias Nohrborg

Mattias Nohrborg (f. 1959) er et af de mest veletablerede medlemmer af den svenske filmbranche og har indkøbt og distribueret filmkunst gennem sine selskaber Triangelfilm og senere TriArt gennem mere end tre årtier. 
Han har arbejdet for B-Reel siden 2009 og har produceret titler som dokumentarfilmene Palme, Foodies og Fanny og Alexander & jag samt Gentlemen. Hans kommende projekter indbefatter Kristian Petris dokumentarfilm Hotellet og Jane Magnussons Bergman.

Producer – Johannes Åhlund

Johannes Åhlund er medstifter af og COO for Europa hos B-Reel.

Han studerede statskundskab på Stockholms Universitet, før han indledte sin tv-karriere, først som reporter og redaktør og siden som producer. Mellem 1998 og 2005 har han været producer på henved 40 tv-produktioner, herunder Johan Klings miniserie Spacer (2002). I 2009 blev gyseren Ond tro af Kristian Petri forevist officielt som deltager i konkurrencen på Toronto International Film Festival. Derefter var han medproducer på den norske film Kongen av Bastøy (2010), der blev efterfulgt af Mikael Marcimains Gentlemen(2014).

Produktionsinformation

Originaltitel: Gentlemen

Instruktør: Mikael Marcimain

Manuskriptforfatter: Klas Östergren

Producere: Fredrik Heinig, Mattias Nohrborg, Johannes Åhlund

Produktionsselskab: B-Reel 

Hovedroller: David Dencik, Ruth Vega Fernandez, Sverrir Gudnason

Jurymedlemmer

Jannike Åhlund, Jon Asp, Kristina Börjeson