Green IQ
Det færøske firma Green IQ har udviklet en effektiv og driftssikker løsning, Green Arc, til separation af olieholdigt vand i skibe. Green Arc fjerner olien fra lænsevandet uden brug af kemikalier eller filtre. Dette reducerer udgiften til slam og energiforbrug samt fristelsen at udlede forurenet vand i havene. Systemet er godkendt af DNV-GL og patenteret i blandt andet Europa, USA og Kina. Systemet bruges ombord på 30 skibe, og flere bestillinger er i ordrebogen, da rederier kan se fordelen i at benytte Green Arc. Løsningen kan også overføres til brug i havne og inden for akvakultur. Green IQ er et godt eksempel på, at små nordiske virksomheder kan bidrage til løsningen af et af verdens store globale miljøproblemer.