Gunnar Helgason og Rán Flygenring

Ligefremt, men med følsom indsigt og megen fin humor tegner Gunnar Helgason i Bannað að eyðileggja (”Forbudt at ødelægge”) et overbevisende billede af historiens hovedperson Alexander Daníel Hermann Dawidsson. Alexander oplever verden på en helt speciel måde, hvilket har både negativ og positiv indflydelse på hele hans tilværelse. Men én ting står fuldstændig klart fra begyndelsen: Vi er på linje med Alexander, og heri ligger bogens styrke. Samfølelsen med ham er rig, og det er trist, når Alexander og verden støder sammen.

En stærk gennemgående tråd i bogen er den vigtige tanke at møde alle, store som små, dér hvor de står. Alle fortjener respekt, og de fleste af os går igennem alle slags vanskeligheder, som har kompliceret indflydelse på vort daglige liv. Læseren lever sig ind i Alexanders konflikter med sig selv og andre. Af en eller anden grund har han vanskeligt ved at knytte holdbare venskabsforbindelser til andre. Årsagen er efter al sandsynlighed ADHD. Nedenunder ligger der også en stor sorg: Alexanders mor er død, og langt hen i historien ved vi ikke, hvad der blev af hende. Sorgen er uforløst, og det antydes kraftigt, at hans far også er tynget af sorg og usikker på, hvordan han skal hjælpe sin søn med at tackle livet og døden.

Gunnar Helgason holder tømmerne på mesterlig vis, idet han lader takten i beretningen følge i hælene på Alexanders befindende og giver læseren indblik i, hvor stor en rolle ADHD spiller her. Tempoet øges, da Alexander mister grebet om sit dagsprogram og ikke evner at følge det stressende system og alle de vækkeure, som ringer for at minde ham om fodboldtræning og påklædning, opvaskemaskiner og lektielæsning, skoletaske og frakke. Karrusellen stopper så pludselig, da han får øje på en kat og glemmer alt andet. Så bliver beretningen roligere, men spændingen er bevaret, for læseren forstår udmærket, at systemet nu er i færd med at løbe af sporet.

Bogens illustrator er Rán Flygenring. De kraftfulde og næsten sitrende tuschtegninger beskriver Alexanders indre synsvinkel og viser, hvordan han bakser med hyperaktivt at klare sin tilværelse. Undertiden hersker der totalt kaos i billedfladen, men andre steder optræder der kun en enkelt ting, nemlig når noget optager Alexander fuldstændigt. Ganske ligesom bogens tekst er tegningerne fulde af fantasi, humor og respekt for stoffet.

Hvad der gør ”Må ikke ødelægges” til et bemærkelsesværdigt og meget påkrævet indlæg i den islandske børnebogsflora, er, at næsten alle de personer, der driver historien fremad, er indvandrere, af første, anden eller tredje generation. Alexanders far er en polsk arbejder, og Alexanders veninde, Sóley Pakpao, har en thailandsk mor. Alexander og Sóley deler erfaringsverden med indvandrerbørn, som skal følge deres familiemedlemmer på lægebesøg for at tolke for dem. At hovedpersonerne tilhører en minoritetsgruppe af indvandrere, er imidlertid ikke et hovedanliggende i historien. Der lægges ikke vægt på etnicitet, og forfatteren vælger aldrig at tale specifikt om islændinge, hvorved læseren aldrig kommer til at opleve nogen ”andetgørelse” ud fra etnicitet. Politik, menneskerettigheder og fællesmenneskelig sorg ligger under handlingsforløbet, men beretningen er vittig, og dagligdags forhold som børn og unges kærlighed, hjemmearbejde og problematiske forældre understreger det, som vi har til fælles, og som i sidste ende er vigtigere end det, som adskiller os.

Gunnar Helgason (f. 1965) er skuespiller, instruktør, programmedarbejder på TV og forfatter til en lang række populære børnebøger, som har modtaget forskellige priser. Helgason blev nomineret til Astrid Lindgren-prisen i 2022. Rán Flygenring (f. 1987) er en selvstændigt arbejdende illustrator og forfatter. Hun har udgivet mere end ti bøger, som er blevet oversat til talrige sprog. Rán har modtaget forskellige priser og hædersbevisninger for sine bøger.