Heidi von Wright

Heidi von Wright (f. 1980) debuterede med skör och spräcklig (2003) (ikke oversat til dansk). Det er en underfundig digtsamling, som er forankret i barndom og fantasi, og lavmælt fokuseret på sprogets faldgruber og muligheder. Ved siden af sine 7 digtsamlinger, som alle udforsker tekstuelle mysterier og sproglige miniaturekrystaller, tegner Heidi von Wright også tegneseriepaneler på sin blog. I 2020 skrev hun sammen med Jolin Slotte en række korte noveller, som blev publiceret i Märkligt verkligt – Verkligt märkligt, og som hun også illustrerede.

Autofiktiv dikt av Heidi von Wright (ikke oversat til dansk), er Heidi von Wrights ottende bog. På trods af sit navn er det ikke en ordinær digtsamling. I stedet har vi at gøre med en slags prosalyrisk udformede anekdoter og minder. Og det er slægtningene, der kommer til orde. Primært mormor, men også mormors mor, morfar, morfars bror, farfars far, søskende m.fl. og digterjeget selv. Vi hører om mormors bror, som transporterede olie og omkom i et tysk luftangreb. Farfar, hvis klaver, blev kørt over grænsen og smidt i grøften. Far, som blev født for tidligt, lå i kuvøsen og fik cognac – "en dråbe på en klud".

Der er tale om mere eller mindre dramatiske familiefortællinger, men de følger ikke nogen dramatisk kurve. Det er derimod korte og fritstående anekdoter, som handler om bestemte begivenheder og minder, og som ofte fokuserer på de små detaljer. Anekdoterne og minderne gengives uden at være underlagt et specifikt mål eller en hensigt. De står på egne ben. Roland Barthes kaldte det for "biografemer", som er små detaljer fra menneskelivet, som står frit i forhold til livsbanen.

Autofiktiv dikt av Heidi von Wright er en slags mikrohistorie, men nogle gange viser også makrohistorien sig i form af krig, ulykken på Tjernobyl og coronapandemien. ”Jag fangede et snefnug med tungen og tænkte over, om sneen kunne være smitsom." Resultatet er en fint afstemt meditation over forskellige emner: tidens gang, grænsen mellem fakta og fiktion og mellem sikker viden og forestillinger. Ofte med en temmelig humoristisk effekt.

Man kan også læse bogen som en stilfærdig provokation mod autofiktionens nogle gange ensidige selvspejling til fordel for en undersøgelse af "familieligheder": "Jeg er et billede af min søster og tror, at jeg ser mig selv. Jeg hører hendes stemme og tror, at den er min. Billedet af mig smelter sammen med billedet af hende. Hendes hår er også mit. Mine øjne er min brors. Tankerne er vores egne, men de har rumsteret i flere generationer".

I kraft af sin tilbagetrukne placering er digerjeget hele tiden nærværende i Autofiktiv dikt av Heidi von Wright i form af egne minder og oplevelser, som ofte spejler sig i andre – nogle gange i en grad så det ender i en form for anonymitet. Som i en scene med nøgne kroppe i svømmehallens omklædningsrum: "Jeg er ikke jeg. Jeg er en anden." At gå i et med noget andet bliver en slags befrielse: "Vi legede skjul. Jeg fandt et godt gemmested. Ingen fandt mig. Jeg forberedte mig på at sidde der resten af mit liv."

Minderne i Autofiktiv dikt av Heidi von Wright har været længe undervejs, og de har fået en gennemtænkt kunstnerisk form med små dissonanser eller luger, som danner en slags sprækker, som åbner dem i retning af flertydighed, humor eller ligefrem sorg. I kraft af deres åbenhed inviterer de også læseren til selv at mindes. Autofiktiv dikt av Heidi von Wright er storslået miniaturekunst og samtidig en indgang til hele Heidi von Wrights forfatterskab.